Overblik: Her er det slut med mundbindet, og her skal du fortsat bruge det

Godt nok udfases brugen af værnemidler fra mandag i store dele af samfundet, men der er fortsat steder, hvor det er et krav.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med mandagens næste etape af corona-lempelserne er det slut med kravet om at bruge mundbind eller visir mange steder i samfundet.

Der gælder dog fortsat både krav og anbefalinger til at bruge værnemidler, og det kan være en jungle at finde ud af hvor og hvornår.

Du skal fortsat bruge mundbind eller visir, når du stiger på eller af enten toget eller bussen eller går ombord på eller forlader færgen. Det gælder også, hvis du står op undervejs på turen. Til gengæld kan du nu tage det af, når du sidder ned på din rejse, ligesom du heller ikke behøver have det på, mens du er på stationen, perronen og ved færgelejet.

Kravet om brug af værnemidler i den kollektive trafik har været gældende siden august sidste år. Overfor nyhedsbureauet Ritzau siger informationschef hos DSB Tony Bispeskov, at DSB i den kommende tid vil fokusere særligt på at informere togrejsende om de lempede krav og samtidig skrue op for rengøringen.

- De fleste kunder er glade for at slippe for at bruge mundbindet, når de sidder ned. Og så er der kunder, der fastholder brugen af mundbind af forskellige årsager, siger han.

Lempelsen medfører i øvrigt også, at forplejningen på DSB 1. klasse igen åbner, fremgår det af togselskabets hjemmeside.

quote De fleste kunder er glade for at slippe for at bruge mundbindet, når de sidder ned

Tony Bispeskov, informationschef, DSB

Skal du flyve, indenrigs såvel som udenrigs, gælder kravet om mundbind fortsat. Det skyldes fælles retningslinjer på tværs af de europæiske landegrænser.

Det er planen, at værnemiddelskravet i den offentlige transport fjernes helt 1. september.

Brug mundbind i venteværelset

Skal du i kontakt med sundhedsvæsnet, skal du nu fremover kun bruge værnemidler ved situationer med øget risiko for smitte, fremgår det af Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer.

Det er eksempelvis, når du er i venteværelset på akutsygehuset, hos din praktiserende læge eller indfinder dig ved vagtlægen. Har du symptomer på coronavirus og bryder isolation for at tage til lægen eller på et sygehus, gælder kravet også.

- Langt størstedelen af personer i øget risiko er blevet færdigvaccinerede, og det gælder også en stor del af den øvrige befolkning og de ansatte i sundhedsvæsenet, siger vicedirektør Helene Probst i Sundhedsstyrelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau. 

Læs også
I dag droppes mundbindet: - Det bliver så dejligt at få smilet tilbage
Læs også
I dag droppes mundbindet: - Det bliver så dejligt at få smilet tilbage

Skal du testes med en lyn- eller pcr-test, er det fortsat en anbefaling at bruge værnemidler.

Og så er der alle de andre grene af samfundet, hvor kravet om brug af værnemidler ophører: I butikker, jobcentre, borgerservice, biblioteker, banker, uddannelsesinstitutioner, og når forældre afleverer og henter deres børn i daginstitutioner.

Lempelserne er resultatet af en bred politisk aftale. 

Der gælder fortsat et krav om at fremvise et gyldigt coronapas ved blandt andet et besøg hos frisøren, på cafeer og restauranter, ved idrætsarrangementer eller til kirkelige begivenheder. Til gengæld er kravet fjernet på biblioteket og ved aftenskoler. 


Nyhedsoverblik