Øboere jubler over at komme foran i vaccinekøen: - Det er dagens gode nyhed

Det møder glæde blandt beboerne på den lollandske ø Fejø, at de nu bliver rykket foran i vaccinekøen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er en dejlig nyhed.

Sådan siger formand for Fejøforeningen, Anne-Grethe Laursen, efter at Region Sjælland har besluttet at rykke beboere på syv småøer, herunder Fejø, foran i vaccinekøen.

Regionens beslutning sker på baggrund af, at Sundhedsstyrelsen har åbnet for, at beboere på små øer kan vaccineres på én gang uden hensyn til vaccinationsgrupper.

Øboerne vil blive tilbudt den første vaccination i uge 20 og ventes ifølge Sundhedsstyrelsen at være færdigvaccineret i midten af juni. For resten af befolkningen ventes det at være i slutningen i august.

Læs også
Beboere på syv øer i Region Sjælland bliver rykket frem i vaccinekøen
Læs også
Beboere på syv øer i Region Sjælland bliver rykket frem i vaccinekøen

Udover den lollandske ø er der tale om Femø, Sejerø, Orø, Omø, Agersø og Askø. Vaccinationstilbuddet gælder fastboende øboere over 16 år, som endnu ikke har fået tilbudt vaccinen. På de syv øer er det samlet 1.010, de 209 af dem bor på Fejø.

- Vi har flere, der arbejder og bor på øen, og de behøver så ikke at lægge ind i deres hverdag at skulle på den her lidt længere tur for at få de to vaccinestik, siger Anne-Grethe Laursen.

For hende gælder tilbuddet dog ikke, da hun allerede har fået det første stik og snart skal til fastlandet for at få det sidste.

Anerkender, nogle kan se det som uretfærdigt

En, der til gengæld kan se frem til at modtage begge stik på øen og få dem tidligere end planlagt, er 51-årige Karin Hvidtfeldt. Hun kan nu med ro i maven tage imod gæsterne på den vingård, hun ejer.

- Det er dagens gode nyhed, og jeg havde slet ikke set det komme.

Kan du forstå, hvis der er nogle, der synes, det er uretfærdigt, at I bliver skubbet frem i køen?

- Ja, selvfølgelig kan jeg godt forstå det. Jeg er meget overrasket over den gave, vi nu får på Fejø; at vi kan komme op til vores dejlige lægepar i deres praksis, sludrer lidt og så få stikket i armen. Det kan man godt blive misundelig på, men så må man jo flytte til skønne Fejø.

Også Anne-Grethe Laursen anerkender, at nogle kan føle, det er uretfærdigt, at beboere på småøerne nu rykkes frem.

- Det er der nok nogle, der synes. Vi er en lille spiller i det store spil, og derfor tror jeg ikke, vi skubber så meget til nogle i den store kø, siger hun.


Nyhedsoverblik