Nye retningslinjer for vaccination af gravide er på vej

Onsdag vil Sundhedsstyrelsen komme med nye retningslinjer for vaccination af gravide og ammende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag vil der komme nye retningslinjer for vaccination af gravide og ammende, oplyser Sundhedsstyrelsen.

På nuværende tidspunkt bliver gravide og ammende ikke tilbudt vaccinen mod coronavirus.

Vaccinen har hidtil ikke været godkendt til gravide og ammende på grund af utilstrækkelig dokumentation for at anbefale brugen af vacciner under graviditet.

quote Der er ingen tvivl om, at Sundhedsstyrelsen ønsker, at flest muligt over 12 år bliver vaccineret, og det gælder også kvinder i den fødedygtige alder

Bolette Søborg, enhedschef, Sundhedsstyrelsen.

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) har tidligere udtalt, at fordelene ved at vaccinere gravide og ammende klart opvejer ulemperne.

Flere politikere har også sagt, at de mener, at Sundhedsstyrelsen bør opdatere deres retningslinjer.

Mette Abildgaard, der er politisk ordfører hos De Konservative, har blandt andet sagt, at der bør indføres en tilvalgsordning, så de gravide og ammende selv kan bestemme, om de vil vaccineres.

Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, har udtalt, at han mener, at man bør kigge på vaccination af gravide og ammende igen, men at Enhedslisten er imod en tilvalgsordning.

Risiko for tidlig fødsel og akut kejsersnit

9. juli fortalte Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, at man i ugen efter ville holde et møde, hvor vaccination af gravide og ammende ville være på dagsordenen, og at man håbede at kunne træffe en beslutning derefter.

- Der er ingen tvivl om, at Sundhedsstyrelsen ønsker, at flest muligt over 12 år bliver vaccineret, og det gælder også kvinder i den fødedygtige alder, sagde hun 9. juli.

I en række andre europæiske lande - eksempelvis Storbritannien og Sverige - vaccinerer man gravide.

Læs også
Kontakttallet falder til 1,1
Læs også
Kontakttallet falder til 1,1

Sundhedsstyrelsen skriver, at gravide kvinder med covid-19 ifølge udenlandske studier hyppigere indlægges. Det er dog uvist, om det skyldes coronavirus eller graviditetsrelateret sygdom.

Et andet studie har ifølge Sundhedsstyrelsen vist, at gravide, der får symptomgivende coronavirus, har øget risiko for at føde før termin og for akut kejsersnit sammenlignet med gravide, der ikke har corona.

Blandt andet på baggrund af de studier, betragter Sundhedsstyrelsen gravide som en risikogruppe i forhold til covid-19.

Sundhedsstyrelsen kan ikke sige, hvornår onsdag de nye retningslinjer bliver udgivet.


Nyhedsoverblik