Nye coronavarianter får de fleste borgere til at ændre adfærd

Danskere er bekymrede for nye, mere smitsomme coronavarianter og har derfor ændret adfærd, viser rapport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stort set hele den danske befolkning kender til de nye og mere smitsomme coronavarianter.

Og cirka 60 procent af borgerne har ændret adfærd som følge af tilkomsten af dem, mens godt 70 procent er bekymrede over dem.

quote Det tyder på, at de danske myndigheder i meget høj grad er lykkedes med deres kommunikation

Michael Bang Petersen, professor, Aarhus Universitet

Det viser den seneste Hope-rapport fra Aarhus Universitet, hvor danskernes holdning og adfærd under epidemien undersøges.

- Vi kan se, at omkring 60 procent af befolkningen siger, at de i højere grad følger myndighedernes anbefalinger netop på grund af de her smitsomme varianter.

- Så folk har ikke bare hørt om dem. Men de siger rent faktisk, at de som følge af dem i højere grad er opmærksomme på at gøre, som de bliver bedt om, siger professor Michael Bang Petersen, som står bag rapporten.

Læs også
Nye restriktioner - nu skal du igen holde to meters afstand i supermarkedet
Læs også
Nye restriktioner - nu skal du igen holde to meters afstand i supermarkedet

Den ændrede adfærd viser ifølge professoren, at befolkningen i høj grad har lyttet til myndighedernes kommunikation om de nye varianter.

- Det, vi kan se, er, at i den danske befolkning er der 95 procent, der siger, at de har hørt om de her smitsomme varianter. Det er det højeste sammenlignet med de andre europæiske lande, som vi også undersøger.

- Det tyder på, at de danske myndigheder i meget høj grad er lykkedes med deres kommunikation og har fået budskabet ud i de fleste afkroge af det danske samfund, siger Michael Bang Petersen.

Største opbakning siden foråret 2020

Han fortæller, at flere i den danske befolkning har hørt om de mere smitsomme varianter end i eksempelvis Storbritannien.

Det er bemærkelsesværdigt, da en af de mere smitsomme varianter - B117 - blev opdaget i netop Storbritannien.

Der er dog flere i Storbritannien, som har ændret adfærd, end i Danmark. Cirka 75 procent af befolkningen har ændret adfærd sammenlignet med omtrent 60 procent i Danmark. Til denne sammenligning hører det imidlertid med, at smitte med B117 er mere udbredt i Storbritannien end i Danmark.

Læs også
Eksperter: Disse tre ting skal være opfyldt, før restriktioner kan lempes
Læs også
Eksperter: Disse tre ting skal være opfyldt, før restriktioner kan lempes

Samtidig viser resultaterne fra rapporten, at den danske befolkning også i høj grad bakker op om den førte politik, hvor restriktioner bliver strammet, selv om smittetallene egentlig går den rigtige vej.

Michael Bang Petersen oplyser, at det er første gang siden foråret og sommeren, at der er en stigende opbakning til regeringens politik.

Han fortæller også, at de nye varianter har ført til en holdningsændring på et andet punkt hos befolkningen. Bekymringen for kapaciteten på hospitalerne er nemlig nu lige så stor som for samfundsøkonomien.

Det er første gang under epidemien, at det er tilfældet.


Nyhedsoverblik