Nedlukkede butikker forsøger sig med kreative løsninger for at sikre eksistensen

Liveshows på sociale medier, salg i bagdøren eller levering direkte til kunden er nogle af de idéer, flere butikker gør brug af for at undgå hjælpepakker.

Tema: Coronavirus
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når kunderne ikke kan komme til butikken, må butikken komme til kunderne - eksempelvis på de sociale medier.

Sådan lyder mantraet hos et stigende antal coronanedlukkede butikker her i landsdelen, der gør, hvad de kan for ikke at tvinges ud i at lukke.

En af de butikker, der lørdag for første gang prøver at sælge sine varer på Facebook, er tøjbutikken Frederiks Villa i Faxe Ladeplads.

Under coronanedlukningen har kunderne kunnet bestille varer og hente dem ved døren, og for at undgå at søge om at få del i de statslige, økonomiske hjælpepakker tager butikken nu altså nye midler i brug.

Så i et af butikkens lokaler holder en ansat styr på livesendingen, i et andet sidder butiksindehaver Liv Pedersen og holder løbende styr på bestillingerne fra de 40-50 kvinder, der sidder klar til at købe tøj. Og der er travlt.

- Nu er der nogle, der spørger på prisen på bøjle syv. Vil du tjekke den? siger hun til en af de to andre ansatte, der også er på arbejde i dag.

I den anden ende af internetforbindelsen sidder Helle Hegelund som en af de mange kvinder, der denne lørdag køber to bluser.

- Jeg synes, det er vigtigt at støtte de lokale butikker, så når der er de her liveshows fra lokale butikker, så prøver jeg at sætte mig og kigge med, siger hun.

Frygter butiksdød

Livetransmissioner til kunderne er ikke det eneste kreative trick i ordrebogen, man finder hos butikkerne her i landsdelen.

Hos Farvebuen i Ringsted har Annette Jensen siden nedlukningen solgt maling og tapet på bestilling og udleveret ved bagdøren til sine faste kunder.

Også i Haslev er der gang i de kreative løsninger.

- Der har været mange liveshows, men det har mest været i tøjbranchen og for kvinder. Og så har alle butikker slået sig fast på, at hvis man ønsker noget særligt, så kan man simpelthen få det leveret og sendt, siger Channie Kjær Lassen, der er formand for byens handelsstandsforening.

Channie Kjær Lassen, formand for Haslev Handelstandsforening, frygter en butiksdød som konsekvens af nedlukningen.
Channie Kjær Lassen, formand for Haslev Handelstandsforening, frygter en butiksdød som konsekvens af nedlukningen.

Hun hilser det hele velkommen, da hun frygter, at den hårde tid vil blive for hård for mange.

- Jeg tror, der vil være en butiksdød. Jeg siger ikke, det bliver hver anden forretning, men der vil være rigtig mange, der siger: Det her har været for surt og har varet alt for længe. Nu må vi sadle om.

Håber på at åbne i februar

To timers intens livesalg en masse nye erfaringer endte det med lørdag for tøjbutikken Frederiks Villa i Faxe Ladeplads.

- Vi har lært, at vi skal have lidt bedre styr på organiseringen, men det finder vi ud af til næste gang, siger indehaver Liv Pedersen.

For der bliver en næste gang. Det tør hun allerede godt at love.

- Vi håber selvfølgelig, vi får lov at åbne i februar, men ellers bliver det i hvert fald en gang om ugen, vi gør det her, siger hun.

Den nuværende nedlukning gælder til og med den 7. februar.