Mange ledige vaccinetider får Region Sjælland til at efterlyse borgergrupper

Alle borgere over 85 og borgere over 65, der bor hjemme og modtager hjælp, kan nu booke tid til at blive vaccineret første gang mod corona.

Tema: Coronavirus
uniE095 Mere om tema

Region Sjælland åbner nu op for, at flere borgergrupper kan blive vaccineret mod covid-19 og efterlyser i den forbindelse bestemte borgere til at booke en tid.

Det drejer sig om alle borgere over 85 år og de borgere over 65 år, der bor i eget hjem og her modtager hjælp og pleje, som nu kan booke tid.

De har modtaget et brev i e-Boks eller i deres fysiske postkasse om, at de kan blive vaccineret. De indkaldte borgere kan booke tid på hjemmesiden vacciner.dk med nem-id.

- Vi har været ude og kommunikere, at borgerne måtte have tålmodighed. Nu vil jeg gerne kommunikere det modsatte: At vi har tider i vores vaccinationscentre til de borgere, der har modtaget en invitation, og vi vil opfordre til, at man går ind og booker. Vi har flere hundrede ledige tider spredt over forskellige dage, siger Trine Holgersen, direktør i det nære sundhedsvæsen.

I sidste uge efterlyste Region Sjælland borgere i aldersgruppen 95-108 år til at booke en tid.  

Borgere, der er i tvivl om, hvordan man booker en vaccinationstid eller ikke har et nem-id, kan ringe til regionens call-center på telefonnummeret 70 20 42 33. Telefonen har åbnet alle dage fra klokken 9-12 og fra 13-19.30.

Seks store centre flytter adresse

Vaccinationsstedet for borgerne kan meget vel blive i et af Region Sjællands seks store vaccinationscentre, som er spredt ud i regionen. 

Centrene har en større kapacitet end de almindelige centre og flytter i den kommende tid adresse.

Det første center åbner onsdag den 10. februar i Næstved og ligger i Arena Næstved. De andre centre åbner drypvis de næste dage og ligger på følgende adresser:

- Roskilde Kongrescenter hal D, Møllehusvej 15, 4000 Roskilde (åbner 11.2.)

- Slagelse Hallen, Parkvej 33, 4200 Slagelse (åbner 13.2.)

- Ejegod Hallen, Møllebakken 7, 4800 Nykøbing F (åbner 15.2.)

- Herfølgehallen, Vordingborgvej 124, 4681 Herfølge (åbner 16.2.)

- Holbæk Sportsby, Sports Allé, 4300 Holbæk (åbner 17.2.)

Centrene har åbent alle dage fra kl. 08-22.