Lokal dyrepark om udsigt til åbning: - Forvirringen er total

Rigspolitiet har ændret deres retningslinjer om, at zoologiske haver og dyreparker kunne åbne 1. maj. Nu er der stor uvished om, hvornår haverne kan åbne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvornår kan man komme i zoologisk have igen?

Det er der måske mange danskere, der under sig over. Endnu mere undrer de, der driver de zoologiske haver sig. Ingen ved nemlig, hvornår de igen kan åbne og lade gæster nyde udsigten til dyr.

Tirsdag kunne de fire store zoologiske haver i København, Odense, Aalborg og Givskud ellers melde ud, at de var klar til at åbne for gæster igen den 1. maj.

quote Jeg tænker ligesom alle andre i Danmark, at forvirringen er total. Hvorfor taler de ikke sammen?

Joan Thygesen, direktør, Odsherred Zoo Rescue

Det skete efter dialog med myndighederne og efter en vejledning fra Rigspolitiet, der skrev, at zoologiske haver og dyreparker kunne genåbne den 1. maj.

Men dagen efter sagde både erhvervsministeren og justitsministeren, at det ville være en dårlig idé. Nu har Rigspolitiet ændret deres retningslinjer, og åbningerne er udsat.

Og de retningslinjer retter andre zoologiske haver i landet sig også efter. Det samme gør man hos den lille, lokale dyrepark Odsherred Zoo Rescue, hvor man har udsat åbningen – indtil videre til 10. maj.

- Nu har vi taget konsekvensen, og så åbner vi, formentlig vel, den 10. maj. Eller hvornår vi får lov, og hvornår der kommer en fælles udmelding fra alle myndighederne. Den ser vi rigtig gerne er enslydende, siger direktør Joan Thygesen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Direktør Joan Thygesen håber, at hun snart kan byde gæster velkommen i Odsherred Zoo Rescue.
Direktør Joan Thygesen håber, at hun snart kan byde gæster velkommen i Odsherred Zoo Rescue. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Dyreparken ved Asnæs skulle have åbnet i ugen før påske. Men på grund af coronavirus blev det udsat til 10. maj. Meldingen fra Rigspolitiet fik dog de ansatte til at knokle for at blive klar til åbning 1. maj sammen med andre zoologiske haver.

- Vi vender alt på hovedet og skynder os. Jeg fortæller mit personale, at nu skal vi på arbejde 24/7, fordi vi skal være klar 1. maj.

Nu er planen igen at åbne 10. maj, da det i første omgang er så længe forsamlingsforbuddet for at være flere end 10 samlet løber til.

Læs også
Forlystelsesparker hårdt ramt af coronakrise - lille zoologisk have holder vejret
Læs også
Forlystelsesparker hårdt ramt af coronakrise - lille zoologisk have holder vejret

Odsherred Zoo Rescue kan dog langt fra være sikre på, at det kommer til at ske. Det hele afhænger af, hvad myndighederne og regeringen melder ud.

- Vi bliver simpelthen nødt til at vente på den fælles udmelding, som der kommer fra regeringen. Så må vi kigge på Mettes (statsministeren, red) mund. Når hun siger, at nu må vi åbne, så er det nu. Vi kan åbenbart ikke kigge på Rigspolitiets hjemmeside alene, siger Joan Thygesen og fortsætter:

- Hvorfor Rigspolitiet har været for tidligt ude og sige, at vi må åbne 1. maj, det må guderne vide.

Lige nu venter hun og resten af de zoologiske haver og dyreparker på, at der kommer en fælles udmelding. Men hun håber, at det bliver en koordineret og fælles udmelding, så det ikke får forskellige retningslinjer i fremtiden.

- Jeg tænker ligesom alle andre i Danmark, at forvirringen er total. Hvorfor taler de ikke sammen?

Guldborgsund Zoo taber penge på nedlukning

Hos den kommunalt ejede Guldborgsund Zoo har de også fulgt med i de forskellige myndigheder og politikeres udmeldinger. Generelt bakker den daglige leder John Steno op om det arbejde, der bliver gjort, men han mener, at den seneste tid har været forvirrende.

quote Der er ingen tvivl om, at vi er klar til at åbne, så snart vi må

John Steno, daglig leder, Guldborgsund Zoo

- Regeringen og myndighederne har været gode til at koordinere deres udmeldinger lige indtil det her. Det er selvfølgelig forvirrende, at der først kommer én udmelding fra Rigspolitiet, og så kommer der nogle meldinger fra nogle ministre, siger han.

Læs også
Corona-testcenter i Næstved står klar til tusinder af borgere - sådan ser der ud
Læs også
Corona-testcenter i Næstved står klar til tusinder af borgere - sådan ser der ud

Indtil videre har lukningen af Guldborgsund Zoo betydet, at parken er bagud i forhold til budgettet, da udgifterne til at drive stedet er der, uanset om der er besøgende eller ej. John Steno vurderer, at nedlukningen indtil videre har kostet et sekscifret beløb.

Derfor er han også klar til at tage imod gæster, så snart det er muligt.

- Der er ingen tvivl om, at vi er klar til at åbne, så snart vi må. Men vi skal selvfølgelig heller ikke sætte sikkerheden på spil eller lave større risiko, end hvad godt er.

Artiklen fortsætter under billedet.

Guldborgsund Zoo er i denne tid tømt for besøgende.
Guldborgsund Zoo er i denne tid tømt for besøgende. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Var i forvejen økonomisk ramt

Som i mange andre erhverv giver coronaepidemien økonomiske konsekvenser for dyreparkerne. For Odsherred Zoo Rescue rammer krisen dog ekstra hårdt.

I løbet af vinteren har de kæmpet med store regnmængder, som har givet oversvømmelser i dyreparken.

- Det har jo været en sindssyg vinter for os, og så går vi så ind i det næste. Men det gør vi jo ikke alene, det er hele verden, der er ramt af det her, siger Joan Thygesen.

Læs også
Zoo oversvømmet efter store mængder regn - kan ikke modtage flere dyr
Læs også
Zoo oversvømmet efter store mængder regn - kan ikke modtage flere dyr

Med coronakrisen oveni, har direktøren været nødt til at lave en indsamling og bede om støtte hos deres samarbejdspartnere.

- Den halvanden måned, vi har måtte holde lukket, har gjort, at vi har måtte starte en Facebook-indsamling. Vi har trukket utrolig hårdt på vores sponsorer og spurgt, om de kunne lægge et ekstra bidrag.

Hvor længe Odsherred Zoo Rescue kan holde til at holde lukket, tør Joan Thygesen ikke spå om. Håbet er at åbne 10. maj. Hvis det ikke sker, kan det blive nødvendigt at forsøge at samle flere penge ind.

- Der står jeg lidt i det uvisse, om jeg skal ud og stå med hatten i hånden igen.  

Safaripark har lavet drive-in-park

I Knuthenborg Safaripark har coronaepidemien også haft konsekvenser. Åbningsdagen blev i første omgang udskudt. Men den 18. april valgte ejeren at åbne parken for gæster, dog på lidt en anden måde end planlagt.

Gæsterne må nemlig ikke forlade bilen. Parken er i første omgang åbnet som en rendyrket drive in-oplevelse, hvor man kører gennem parken for at se de eksotiske dyr.

Læs også
Gæsterne strømmer til genåbnet safaripark
Læs også
Gæsterne strømmer til genåbnet safaripark

De noget anderledes restriktionerne lagde dog ikke en dæmper på lysten til at tage i Knuthenborg Safaripark på åbningsdagen.

- Der er i hvert fald kommet gæster. Det går skide godt. Det minder lidt om sidste år, sagde en glad Christoffer Knuth, direktør for Knuthenborg Safaripark, da sæsonens første gæster besøgte parken.

Du kan se et indslag fra den alternative åbning her:

     

Nyhedsoverblik