Kommunerne skal teste på livet løs - og 18-årige Benjamin er klar til udfordringen

På 36 timer modtog Vordingborg Kommune over 100 ansøgninger til stillingen som poder. Tirsdag skulle 20 udvalgte læres op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Goddag, mit navn er Benjamin, det er mig, som skal pode dig i dag. Har du prøvet at blive podet i næsen før?

I den efterhånden velkendte udrustning bestående af visir, mundbind, kittel og handsker gør 18-årige Benjamin Sørensen fra Vordingborg sig klar til at stikke en vatpind langt op i Anne-Birgitte Lohses næse for at teste hende for covid-19.

Der er dog bare tale om en øvelse. De er begge for nylig blevet ansat af Vordingborg Kommune som podere til hurtigtests og er denne tirsdag på et introduktionskursus i, hvordan det gøres.

Ansøgningerne væltede ind

I alt har Vordingborg Kommune ansat 20 personer. Ansættelserne er en oprustning af kommunens testteam og sker på baggrund af en forventning om, at kommunerne skal skrue op for mængden af tests den kommende tid.

De kommunale podere tester aktuelt folkeskolelærerne i 0.-4. klasse og personalet i daginstitutionerne, men på et onlinemøde mandag fik landets borgmestre besked om at skalere yderligere op i det kommunale testkorps.

Det sker med henblik på en mulig yderligere genåbning af samfundet. Sent mandag blev det offentliggjort, at en ekspertgruppe anbefaler, at afgangseleverne i blandt andet grundskolen kan vende tilbage gradvist i perioden frem til 6. april. I TV2 ØST's sendeområde lægger man op til, at det kan ske fra 15. marts.

Men for at en åbning kan lade sig gøre, skal der testes i stor skala. Eksperterne anbefaler nemlig, at alle elever, der møder ind igen, skal testes to gange ugentligt - og derfor kan kommunens testenhed få travlt.

Heldigvis væltede ansøgningerne ind, da Vordingborg Kommune søgte podere på Jobnet og Facebook. På 36 timer fik kommunen over 100 ansøgninger, fortæller projektleder Ulla Borup Hemmingsen.

På 36 timer fik Vordingborg Kommune over 100 ansøgninger, fortæller projektleder Ulla Borup Hemmingsen.
På 36 timer fik Vordingborg Kommune over 100 ansøgninger, fortæller projektleder Ulla Borup Hemmingsen. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Hun oplyser, at det er en bred del af befolkningen, der har ansøgt.

- Vi har ansat folk, der er gået på pension, tidligere sygeplejesker, efterlønnere og helt unge mennesker, som har sabbatår og egentlig ville have været ude at rejse, men som så melder sig her, siger hun.

Poder for danskerne

Grunden til, at Benjamin Sørensen har ansøgt om at ville være poder, er simpel: Han gør det for danskerne.

- For at hjælpe med at få nedbrudt smitten så hurtigt som muligt, så Danmark kan blive lukket op.

Jobbet og selve situationen med at skulle stikke en vatpind op i en anden persons næse føder dog også overvejelser i den unge mand.

- Kan jeg gøre det her? Vil jeg stå og tænke: Ej, det kan jeg ikke gøre mod andre mennesker, for det kan jo give noget ubehag.

- Men jeg tænker, at det kan jeg godt gøre for andres helbred, siger han.

Læs også
Kommuner bedt om at have testkapacitet klar til genåbning af folkeskoler
Læs også
Kommuner bedt om at have testkapacitet klar til genåbning af folkeskoler

Anne-Birgitte Lohse har haft med regnskaber at gøre det meste af sit arbejdsliv, ganske ufarligt, som hun siger, og derfor er podningsarbejdet også for hende et grænseoverskridende og anderledes felt at træde ind i.

- Jeg er lidt bange for at gøre noget forkert og at gøre noget, som gør ondt, da jeg nu pludselig skal have med levende mennesker at gøre og være tæt på dem og være i en intimsfære.

- Men jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg synes, vi alle skal deltage i at få bugt med det her, siger hun.

Den aktuelle nedlukning varer til den 28. februar. Onsdag ventes regeringen at melde ud, om og i så fald hvad, der kan lempes yderligere på af coronarestriktionerne.



Nyhedsoverblik