¨

Forældre vil holde børn hjemme - borgmester tager den med ro

02:58

I Næstved tager borgmesteren det ikke så tungt, hvis børn bliver holdt hjemme. I Vordingborg er beskeden en anden. Video: Frederik Thorup - TV2 ØST

I Næstved Kommune vil det blive accepteret, at børn bliver hjemme en uge eller to ekstra efter påskeferien. I nabokommunen i Vordingborg er det ikke en mulighed, siger borgmesteren.

Mange af landets skoler gør sig lige nu klar til at modtage eleverne igen i løbet af de kommende dage.
Men det er langt fra alle forældre, der er trygge ved at sende børnene afsted.

På Facebook har næsten 40.000 personer meldt sig ind i gruppen Mit barn skal ikke være forsøgskanin for Covid 19, siden statsminister Mette Frederiksen (S) for syv dage siden bebudede en genåbning af daginstitutioner og skoleklasser fra 0. til 5. klasse.

Er der børn, der ikke kommer, jamen, så lever vi også med, at de ikke kommer i den her ene eller to uger

Carsten Rasmussen (S), Borgmester, Næstved Kommune

Mandag har flere kommuner i TV2 ØSTs region holdt møde for at forberede sig på genåbningen af skolerne.

I Næstved glæder de sig til at byde børnene velkommen tilbage i skolen, men de er spændte på, hvor mange der kommer. Kommunen forventer, at lidt over halvdelen af dens børn møder i skole onsdag.

Det siger borgmester Carsten Rasmussen (S). 

- Og så kan det være, at der kommer lidt flere torsdag og fredag, når man hører, hvordan det går, og nogle af legekammeraterne begynder at sende sms'er og spørge: Kommer du ikke i skole i morgen?

- Er der børn, der ikke kommer, jamen, så lever vi også med, at de ikke kommer i den her ene eller to uger, mener Næstved-borgmester Carsten Rasmussen (S) Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Søndag fortalte TV2 ØST, at langt fra alle forældre er klar til at sende deres børn afsted. Og det er helt i orden i Næstved, siger Carsten Rasmussen.

- Der vil være forældre, der siger: Mit barn skal ikke i skole på onsdag eller torsdag eller i det hele taget i næste uge eller to uger. Det tager vi stille og roligt. De børn, der kommer, er vi klar til at modtage på betryggende vis. Og er der børn, der ikke kommer, jamen, så lever vi også med, at de ikke kommer i den her ene eller to uger. 

På landets skoler er indgangspartierne klistret til med plakater, der fortæller om coronasmitten. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Forening opfordrer forældre til at lytte til deres mavefornemmelse

I Vordingborg går det imidlertid ikke at lade barnet blive hjemme, lyder det fra borgmester Mikael Smed (S). Hermed følger kommunen undervisningsministerens udmelding fra sidste uge om, at børnene skal møde op i skole.

Jeg tror, at vi alle som forældre er i stand til selv at kunne tage en beslutning om, hvad der er det rigtige for os og vores familie

Kristina Themsen, foreningen Skole og Forældre

- Det kan man ikke (lade barnet blive hjemme, red.), for der er undervisningspligt, og det er meldt ud, at nu starter undervisningen igen. Så man kan ikke bare lade være med at sende sine børn af sted, siger han.

I stedet opfordrer Mikael Smed forældrene til at kontakte den pågældende skoleleder tirsdag og spørge ind til, hvordan skolen griber sikkerhedsforanstaltningerne an og undgår smittespredning.

I Voridngborg understreger borgmester Mikael Smed (S), at undervisningspligten stadig gælder. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Men hos foreningen Skole og Forældre er der forståelse for de mange utrygge forældre. Derfor opfordrer foreningen til, at forældrene lytter til deres egen mavefornemmelse i forhold til, om barnet skal møde op.
 
- Jeg tror, at vi alle som forældre er i stand til selv at kunne tage en beslutning om, hvad der er det rigtige for os og vores familie.

- Det kan godt være, at det er det politisk ukorrekte svar, men det er det, der er det rigtige i forhold til, at forældre og børn skal være helt rolige ved at skulle tilbage til skolegangen, siger Kristina Themsen fra Vordingborg, der sidder i foreningens forretningsudvalg.

- Jeg tror, at vi alle som forældre er i stand til selv at kunne tage en beslutning om, hvad der er det rigtige for os og vores familie, siger Kristina Themsen fra foreningen Skole og Forældre. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Tag dialogen med skolen

Ifølge foreningen er det vigtigste dog, at man tager kontakt til skolen.

- Det er en rigtig god idé at tage en dialog med skolen, for det kan jo være, at den utryghed, man har, kan blive gjort mindre, og at man bedre kan forstå, hvordan tingene bliver gjort, når man har haft en snak med skolelederen eller læreren i den pågældende klasse. 

Hvis barnet bliver hjemme kan skolen give fravær, men i realiteten er det ifølge foreningen behersket, hvad der kan ske.

- Har et barn et for højt fravær, vil det blive kaldt til samtale på skolen, og så vil man som forældre skulle have en begrundelse for, hvorfor man har valgt at holde sit barn hjemme. Det foregår i en dialog med skolen, hvor man så vil finde ud af, hvad der så vil være det rigtige tiltag derfra. 

I Næstved Kommune kan utrygge forældre efter en dialog med skolen i stedet sørge for, at børnene følger undervisningen hjemmefra. 

- Så vil det svare til, hvis barnet ikke var i skole og følger undervisningen på Aula i forhold til de opgaver, resten af klassen har, siger Carsten Rasmussen. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App