¨

Klokken 10 hørte brummen fra tatoveringsmaskinerne op - i stor fare for at lukke permanent

Landets tatovørbutikker, fitnesscentre og caféer lukker for at begrænse coronasmitte. Hos My Queen Tattoo i Slagelse var der kunder til det sidste.

Dagens tatoveringer kan blive de sidste, der bliver lavet i butikken i Slagelse. Foto: René Lind - Lind Foto

Der lød en næsten konstant brummen i tatovørbutikken My Queen Tattoo på Sorøvej i Slagelse onsdag morgen. 

Det er kaotisk. Det er også ret vemodigt, for var det den sidste tatovering?

Jacob Højer Ritter, indehaver af My Queen Tattoo i Slagelse

- Vi havde en kunde hver her til morgen, og vi er tre tatovører i butikken, siger indehaver Jacob Højer Ritter.

Men klokken 10.00 hørte al brummen fra tatoveringsmaskinerne op. 

- Som lille selvstændig erhvervsdrivende har vi været nødt til at trække den sidste udtjening ud, så vi kan betale vores husleje. Vi blev nødt til at tjene det sidste. Det er jo vores levebrød det her, siger Jacob Højer Ritter.

Forståelse for lukning

Tirsdag aften sagde landets statsminister, Mette Frederiksen (S), nemlig på et pressemøde, at alle tatovørbutikker, solcentre og fitnesscentre skulle lukke onsdag formiddag.

Det samme skulle alle landets caféer, restauranter, barer og diskoteker samt store shoppingcentre og arkader. Alt sammen i et forsøg på at bremse smitten med coronavirus i Danmark. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Tre kunder fik lavet tatoveringer i sidste øjeblik i dag. Foto: René Lind - Lind Foto

- Det er stadig vores klare overbevisning, at hvis ikke vi handler nu, så bliver prisen endnu større, sagde statsministeren på pressemødet.

-  Det er helt afgørende, at vi får brudt smittekæden nu.

Og det er der forståelse for i den lille tatovørbutik i Slagelse.

- Det giver god mening, det gør det absolut. Vi har taget alle forholdsregler indtil nu og kun haft kunder i butikken. Kunderne har ikke haft venner med, og vi har selvfølgelig sprittet alting grundigt af hele tiden. Men det er fornuftigt at lukke ned, siger indehaveren.

Må måske dreje nøglen om

Indtil videre skal tatovørbutikken holde lukket frem til 30. marts, har regeringen besluttet.

Men i Slagelse føler de sig ret overbevist om, at lukningen kommer til at vare længere. Og så begynder det at være kritisk.

Hvis det her varer mere end en måned, så må vi lukke helt ned

Jacob Højer Ritter, indehaver af My Queen Tattoo i Slagelse

- Set fra et økonomisk perspektiv er vi meget pressede, når der ikke er nogen omsætning. Så hvis det her varer mere end en måned, så må vi lukke helt ned og finde et andet arbejde, indtil der er helt ro på igen. Det er vores levebrød, og det er også det, der betaler huslejen derhjemme. Uden indtægt er det jo svært, siger Jacob Højer Ritter.

Så da indehaveren slukkede sin tatoveringsmaskine klokken 10 i dag, kan det have været den sidste tatovering, han har lavet i sin butik.

- Jeg er urolig og bekymret. Det er kaotisk. Det er også ret vemodigt, for var det den sidste tatovering? Vi håber meget, at vi kan starte op igen.

Andre virksomheder lider også 

Generelt har coronakrisen ramt virksomhederne i regionen hårdt.

Hos SMVdanmark, der er en erhvervsorganisation for små - og mellemstore virksomheder indenfor blandt andet industri, byggeri og service har de lavet en undersøgelse blandt deres medlemmer. 

Artiklen fortsætter under billedet.

De har haft stort fokus på at spritte af i butikken den seneste tid og har fulgt myndighedernes anbefalinger. Foto: René Lind - Lind Foto

Den viser blandt andet, at otte procent af de deltagende medlemsvirksomheder i Region Sjælland allerede har været nødsaget til at fyre medarbejdere som følge af coronakrisen - og 35 procent forventer at skulle gøre det samme i den kommende periode. 

Samtidig viser en undersøgelse lavet af Horesta, at tre ud af fire sjællandske hoteller og restauranter har mistet mere end 70 procent af deres omtjening. Her har 62 procent allerede måttet fyre medarbejdere.

Klokken 12.00 vil finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) præsentere initiativer, som skal hjælpe erhvervslivet, der er hårdt ramt af den nuværende coronakrise. Dagens fokus er på de selvstændige.

Der er allerede lavet en hjælpepakke til erhvervslivet med blandt andet udskydelse af A-skat og moms samt en lønkompensation. Men i flere dage har især de selvstændige råbt om hjælp fra regeringen, og den del bliver altså præsenteret senere i dag.

De tre ansatte hos My Queen Tattoo i Slagelse. Foto: René Lind - Lind Foto

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App