Ordførere: Åbenlyst at model for nedlukninger skal ændres

Idéen om automatisk nedlukning i kommuner med smitte er god. Men modellen er dårlig, siger De Konservative.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Modellen med, at stigende smitte i kommuner og sogne automatisk medfører nedlukning af skoler og erhvervsliv, er for firkantet og virker ikke, hvis man spørger De Konservative.

Partiet var del af den brede aftale om genåbning, der blev indgået sidst i marts og involverer en automatik for nedlukninger. Den skulle give gennemsigtighed, men bliver kritiseret for ikke at give mening i virkeligheden.

- Det er åbenlyst, at der skal ændres på ordningen om automatiske nedlukninger.

- Det er ganske fornuftigt, at man sætter markant ind der, hvor der er smitteudbrud. Men det skal give mening, og her må man bare sige, at det skyder helt ved siden af, når man eksempelvis lukker et gymnasium, hvor der ikke er en eneste smittet, siger sundhedsordfører for De Konservative Per Larsen.

Flere ulogiske nedlukninger

Automatikken i nedlukningerne, der sker helt ned på sogneniveau, har ført til flere ulogiske situationer.

I eksempelvis København har Sankt Pauls Sogn oversteget smittegrænserne, og det har blandt andet betydet, at Gefion Gymnasium med 1250 elever har skullet lukke, selv om der ikke har været smittetilfælde.

Læs også
Ny aftale fremrykker genåbning: Få overblikket her
Læs også
Ny aftale fremrykker genåbning: Få overblikket her

Noget Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, kalder "vanvittigt". Venstre var fra starten imod den konkrete model, som partiet stemte imod.

- Modellen er alt for firkantet og rigid. Vi vil ikke udelukke, at man kan komme til at lukke skoler ned. Men det skal være sidste udvej.

- Man må prøve at se på, om man ikke kan lave andre og flere kriterier, som eksempelvis den norske trafiklys-model, der er mere fleksibel. I den model, vi har her i landet, er der kun én hammer, og den er stor. Det er et problem, siger han.

I næste uge skal Folketingets partier diskutere modellen. Og her vil De Konservative lægge op til, at der bliver ændret markant i den.

- Vi går til forhandlingerne med en model, hvor man sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed sætter sig ned og vurderer, hvor smitten præcist er i et sogn, og så får sat massivt ind der, hvor det er hensigtsmæssigt.

- Nu har vi kørt med den automatiske model i en uge, og vi kan se, at den er alt for rigid. Så det er en ommer, siger Per Larsen.

Så meget smitte kræver nedlukning af sogne

Folketinget har indført en model, som giver mulighed for at indføre lokale nedlukninger, hvis der er høj smitte.


Her er, hvilke tre værdier der skal overskrides, for at et sogn bliver lukket ned:

  • Mere end 400 smittede per 100.000 de seneste syv dage.
  • Mere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage.
  • En positivprocent - andelen af positive prøver - på over to.



Her er, hvad der skal lukke, hvis sognet overskrider grænsen:
  • Skoler og uddannelsesinstitutioner. Det gælder folke- og privatskoler, SFO'er, fritidsklubber, gymnasier og enkelte andre uddannelser.
  • Lokaler inden for kultur skal lukke. Det gælder zoologiske haver, akvarier, museer, kunsthaller, kulturhuse, teatre, spillesteder, biografer, biblioteker, aftenskoler, daghøjskoler, Folkeuniversitetet samt musik-og kulturskoler.
  • Idrætslokaler. Det gælder for eksempel idrætshaller, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler.


Kilde: Coronasmitte.dk


Nyhedsoverblik