Nu åbner frisører, tandlæger og liberale erhverv – kram og knus er skiftet ud med visir og handsker

Mandag åbner de små erhvervsdrivende igen deres forretninger. I Sorø har de hos tandlægeklinikken udskiftet knus med visir, men kunderne er glade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tandlæger, massører, frisører, tatovører og fysioterapeuter slår i dag dørene op, efter Danmark har været lukket ned siden 13. marts.

Efter mere end en måneds nedlukning er det ikke fordi, de erhvervsdrivende mangler opgaver.

Det kan de blandt andet mærke hos Tandplejecentret Sorø.

- Ja, vi har rigtig travlt nu. Vi har også haft nogle akutte dage, hvor vi har haft rigtig travlt, men man kan godt mærke, at der er meget, der skal indhentes nu. Der er ingen tvivl om, at det her er gået ud over tandsundheden generelt, for det er jo ikke kun huller – vi kan også hjælpe med at afværge hjertesygdomme, diabetes og de patienter er jo blevet kørt ud på et sidespor, siger Kasper Slavensky, ejer af Tandplejecentret Sorø.

quote Det har virkelig givet mening at være på arbejde

Kasper Slavensky, tandlæge og ejer af Tandplejecentret Sorø

Nu er dørene så igen slået op hos Tandplejecentret i Sorø. Hverdagen kører, og alt er som før. Og så alligevel ikke.

- Der er ikke nogen, der får kram eller knus. Desværre. Det synes jeg også er lidt en forringelse i vores kommunikation, men sådan er det jo bare, siger tandlæge Kasper Slavensky.

Artiklen fortsætter efter billedet.

 
  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Det føles sikkert at bruge værnemidler

Personalet har mandag morgen fået udleveret værnemidler i klinikken, så det nu bliver en del af udstyret og arbejdsuniformen i den kommende tid fremover.

- Det føles rigtig sikkert og som alt andet, så vænner man sig jo til det. I sidste uge sad jeg og skulle skrive noget på computeren, efter alle var gået, og da jeg havde siddet der en halv time, opdagede jeg, at jeg stadig havde visir på. Der går lidt tid, og så tænker man ikke over det mere, siger tandlæge Kasper Slavensky.

Tandlægemangel
Læs også
Danmark åbner mere - men hvem åbner, og hvem åbner ikke?
Tandlægemangel
Læs også
Danmark åbner mere - men hvem åbner, og hvem åbner ikke?

Myndighederne afholdt pressemøde søndag, hvorefter de udsendte nogle retningslinjer til de liberale erhverv, der mandag skulle slå dørene op. Her blev der kritisk spurgt ind til, om ikke myndighederne var lidt sent ude med deres anbefalinger, i forhold til at de erhvervsdrivende også skulle nå at fremskaffe værnemidler.

- Jeg synes ikke, det har været noget problem at kunne skaffe værnemidler. Vi havde et meget stort lager af mundbind, så vi har også givet nogle af vores ældre patienter mundbind med hjem, siger Kasper Slavensky.

Mistet 80 procent af omsætningen

Ligesom mange andre erhvervsdrivende har coronakrisen ramt tandlægeklinikken i Sorø hårdt økonomisk. Men det har forandret noget menneskeligt og kulturelt, har tandlægen bemærket:

- Det har betydet en masse gode ting. Folk har været meget glade for det, vi har lavet, og det har virkelig givet mening at være på arbejde, siger Kasper Slavensky.

Læs også
Brian 3D-printer værnemiddel i døgndrift - leverer til Rigshospitalet
Læs også
Brian 3D-printer værnemiddel i døgndrift - leverer til Rigshospitalet

- Men det er klart, at økonomisk har det været stramt. Vi har mistet 80 procent af vores omsætning i den her periode. Men jeg er ikke bekymret. Vi skal nok få det indhentet igen. Vi kan ikke gå hjem klokken 17.00 mere – nu skal vi arbejde til klokken 18.00 eller 19.00, også fordi vi skal bruge meget mere tid på hver enkelt patient på grund af alle de her ting.

Artiklen fortsætter efter billedet.

 
  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Bruger mere tid på alting

Selve arbejdet er det samme, som tandlæge Kasper Slavensky er vant til. Tandrensning og boring af huller. Men det er måden, personalet udfører opgaverne på, som er forandret.

- Vi skal bruge lidt mere tid. Vi er nødt til at have mere tid imellem hver patient, og vi skal skifte tøj imellem hver patient. Det kan man jo blive lidt irriteret over, siger Kasper Slavensky.

quote Det har været lidt hektisk de sidste par dage

René Bruun, frisør

Kan du garantere, at man ikke bliver smittet med coronavirus, når man kommer til tandlæge her?

- Nej, det ville jeg ikke turde. Men jeg vil da hævde, at det er en af de sikre steder, man kan være – det er ved tandlægen. Allerede inden det her var kravene til vores hygiejne samme krav, som der bliver stillet til en operationsstue på trods af, at det ikke er syge mennesker, vi arbejder med.

Frisør: - Det har været hektisk de seneste par dage

Nogle af dem, der har tæt kundekontakt, og som har været rigtig bekymrede for, hvornår de kunne åbne igen, er frisørerne.

Én af dem er Bruuns Frisør i Sorø.

- Det har været lidt hektisk de sidste par dage, at få styr på alle retningslinjerne, som også blev meldt lidt sent ud i går, men det lykkedes, siger René Bruun.

Artiklen fortsætter efter videoen:

 

Kun tre elever til teoritime - før var der 12

Der er andre erhverv end tandlæger og frisører, der har stået og trippet for at kunne slå dørene op, og det er kørelærerne. Også her er hverdagen lidt forandret, for nu kan der kun sidde en tredjedel af eleverne til teoritime, i forhold til hvad der plejer.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

- Jeg har ændret noget i forhold til bordopsætningen. Normalt sidder der 12 elever herinde, og nu sidder der tre. Til daglig kan vi sagtens sidde 12, så der har vi ændret radikalt i antallet af elever, så vi kan holde afstand, siger kørelærer Torben Lund.

Det betyder, at han ikke kan undervise så mange elever ad gangen og derfor bliver nødt til at afholde flere teoritimer, end han plejer.

- Når jeg har så få elever, skal jeg bruge mere tid, fordi jeg skal holde teori flere gange.

Stor pukkel af elever, der ikke har fået kørekort

Kørelæreren spår, at nedlukningen kommer til at have store konsekvenser - også resten af året:

- Det har fyldt meget, og jeg har tænkt meget på, hvordan jeg og mine elever kommer videre. Der har jo været nogle, som gerne ville have kørekort inden sommerferien. Nu er der en kæmpe pukkel af elever, der ikke har fået kørekort, som står og venter. Så vi får formentlig lange ventetider, siger Torben Lund.

quote Vi kan kigge på eleverne via spejle. Det bruger vi alligevel i vores daglige kørsel

Torben Lund, kørelærer

For hvad gør man, når man skal sidde ved siden af hinanden på førersæderne og samtidig skal holde 1-2 meters afstand?

- Det er en diskussion, vi har haft i mit erhverv, og der er det et presserende spørgsmål: Hvad gør vi, når vi sidder i bilen? Og det er der også meget delte holdninger omkring. Nogle ønsker måske ikke at starte op, for der kan det jo ikke lade sig gøre med afstand.

Kan ikke tale direkte med ansigterne mod hinanden

Men Torben Lund har planer om igen at sætte sig på førersædet og lade eleverne sidde bag rettet. Så må han følge myndighedernes retningslinjer, så godt som han kan.

Frisør Louise
Læs også
Frisør om åbning i morgen: - Det er lige i sidste øjeblik, de kommer med tingene
Frisør Louise
Læs også
Frisør om åbning i morgen: - Det er lige i sidste øjeblik, de kommer med tingene

- Vi kan sørge for god håndhygiejne, og vi kan spritte alt af, som de rører ved, brat, gear og så videre. Imellem hver elev skal der gøres rent, eleverne skal vaske hænder, inden de sætter sig ind i bilen, og så vidt muligt prøver vi på at lade være med at tale med ansigterne mod hinanden. Vi kan kigge på eleverne via spejle. Det bruger vi alligevel i vores daglige kørsel, siger Torben Lund.

 - Vi skal også sørge for, at eleverne ikke har symptomer på at være syge. Elever med symptomer får ikke lov til at køre. Det samme gælder også for mit eget vedkommende, siger han.


Nyhedsoverblik