Gita er i risikogruppen og har nu fået den første dosis vaccine: - Jeg er glad og lykkelig

I Slagelse er der taget hul på vaccinationer af en række sårbare borgere. En af dem er Gita Benneboe Nielsen, som får sin frihed tilbage med vaccinen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gita Benneboe Nielsen fra Hvalsø sidder på en gang på Slagelse Sygehus og venter på et afgørende stik.

Hun har fornylig fået en ny lunge og får derfor immundæmpende medicin. På grund af det er hun i risikogruppen for at få coronavirus og har siden sidste forår store dele af tiden set verdens gang inde fra sit hus af.

Spærret inde, som hun selv kalder det.

Men derfor er hun nu iblandt den gruppe af borgere, som er de næste i rækken til at få tilbuddet om at få skudt de historiske dråber, der beskytter mod coronavirus, ind i kroppen.

Da hun fik tilbuddet i sin e-Boks, var hun ikke i tvivl.

- Jeg skyndte mig at gå ind på computeren og surfe rundt efter et sted, hvor jeg kunne komme til.

Og nu sidder hun denne torsdag så her i Slagelse, der er et af Region Sjællands fem første udpegne byer som hjemsted til at huse et vaccinationscenter.

Hun er fortrøstningsfuld før stikket, har sat sig ind i tingene, ved, at vaccinen kan give nogle bivirkninger, som hun dog ikke synes er det helt vilde, og så plejer hun også at få den årlige influenzavaccine.

- Jeg tror på, vaccinen er gennemtestet og er OK. Det må jeg tro på.

10 kilo lettere

Lidt tid efter TV2 ØSTs møde med Gita Benneboe Nielsen på gangen sidder hun i et lille tilstødende lokale med sin jakke på skødet, et glas saftevand i hånden og en håndfuld vaccinedråber i kroppen.  

-  Jeg kunne slet ikke mærke det. Det var en god læge, han var god til at stikke.

- Nu er jeg 10 kilo lettere. Jeg er glad og lykkelig, siger hun og smiler inde bag mundbindet, mens hun maler et forløsningens billede.

Vaccinerne tages ud fra en fryser med en temperatur på minus 70 grader.
Vaccinerne tages ud fra en fryser med en temperatur på minus 70 grader. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ja, der er grund til at smile, for med vaccinens ankomst til Danmark og nu også de åbne vaccinationscentrene kan lyset ses klarere for enden af en meget mørk coronatunnel, slår regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fast.

- Det er virkelig et stort skridt. Nu har vi brug for at få flere vacciner end dem, vi har fået indtil nu, så vi kan vaccinere endnu bredere i befolkningen, siger han.

20210107-153824-L-1920x1080we
Læs også
Nyt vaccinationscenter åbner på Lolland
20210107-153824-L-1920x1080we
Læs også
Nyt vaccinationscenter åbner på Lolland

Efter planen skal Gita Benneboe Nielsen have sin anden dosis af vaccinen om tre uger.

Derefter blive mange ting lettere: Hun kan gå langt mere ud, end hun gør nu, og hun slipper for at gå i store buer uden om folk, hun møder på sin morgentur. Hun skal også ud at spise med sin mand, vel at mærke når restauranterne åbner igen. 

Og så skal hun se sine børn og børnebørn. Siden coronaens ankomst kan besøgende tælles på én hånd.

- Jeg har set dem i sommerferien, og så var jeg heldig at have dem hjemme til jul, fordi de selv havde været i frivillig karantæne, siger hun. 


Nyhedsoverblik