Forbigåede pædagoger i nedlukningen af Danmark: - Vi har brug for tryghed

Mens mange er sendt hjem for at arbejde, skal pædagogerne fortsat møde i daginstitutionerne. De så gerne, at der blev indført tryghedspakker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Pædagogerne er pressede.

Sådan lyder meldingen fra Bertha Langhoff Hansen, der er formand for pædagogernes fagforbund BUPL på Midtsjælland.

Hun fulgte som mange andre tirsdagens pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S), hvor det blandt andet blev meldt ud, at daginstitutionerne fortsat skal holde åbent, mens skolevæsnet lukker ned, og børnene sendes hjem. 

Allerede før jul appellerede forbundet til, at man overgik til nødpasning. Det betyder, at kun forældre, der varetager kritiske jobfunktioner - for eksempel sundhedspersonale og politi - kan få passet børn, men indtil videre holder daginstitutionerne altså åbent, som de plejer.

- Jeg er da glad for, at statsministeren mener, at vi spiller en vigtig rolle, men vi har brug for noget tryghed. Personalet er nervøs for at blive smittet med corona, og mange er trætte oven på en lang periode, hvor de oveni de almindelige opgaver har skullet opdele børn og vaske legetøj, og hvor der ikke har været tid til pauser, siger Bertha Langhoff Hansen.

Hun så gerne, at kommunerne oprettede tryghedspakker med ressourcer til eksempelvis overdækkede udearealer, varmelamper og varmt tøj til personalet, der bliver opfordret til at være mere udenfor med børnene. 

Læs også
Statsminister på pressemøde: - Nedlukning forlænges til 17. januar
Læs også
Statsminister på pressemøde: - Nedlukning forlænges til 17. januar

Derudover så hun gerne, at der blev mulighed for at tage flere vikarer ind, så det er nemmere at opdele børnene i flere grupper, og at det blev et påbud i stedet for en opfordring, at forældre bærer mundbund, når de henter og afleverer.  

Tænkte 'øv'

Før jul var smitteniveauet ifølge pædagogernes organisationen BUPL højere blandt personalet i landets vuggestuer end på plejecentre og skoler.

Charlotte Jensen er leder i Viskinge Børnehus i Kalundborg Kommune. Hun fulgte også tirsdagens pressemøde, og hendes reaktion var klar, da det igen stod klart, at daginstitutionerne fortsat skal holde åben.

- Min umiddelbare tanke var 'øv'. Mine medarbejdere undrede sig allerede før jul over, at daginstitutionerne ikke blev lukket ned, når nu alt andet blev det. Det påvirker dem at tænke på, om de bliver syge af at gå på arbejde, og hvad der skal ske, hvis institutionen bliver ramt af corona, siger hun. 

I Viskinge Børnehus har de netop selv investeret i varmt tøj til personalet, men det havde været rart, hvis den håndsrækning i stedet kom fra kommunalt hold, mener Charlotte Jensen.

- Det ansvar burde ligge hos kommunen. Det ville være med til at skabe tryghed, at vi vidste, at der var tænkt i ressourcer til vikarer, ekstra rengøring og varmt tøj. Det har vi brug for, for hvis ikke det er trygt at gå på arbejde, så bliver det en stressfaktor, lyder det fra børnehavelederen.

Hun håber ligeledes, at det vil blive et krav, at forældre bærer mundbind, når de kommer i institutionen, og at der bliver opfordret til, at så mange som muligt holder deres børn hjemme. 

Vi lytter til statsministeren

Sorø Kommune er en af de kommuner, som BUPL Midtsjælland dækker. Borgmester Gert Jørgensen (K) peger på, at der her allerede har været fokus på blandt andet forholdene udendørs, og at de ellers lytter til, hvad myndighederne melder ud. 

- Vi lytter jo til statsministeren, og jeg har ikke hørt, at der skulle være behov for særlige tiltag for, at daginstitutionerne kan holde åbent, siger han.

Læs også
Efter første dag med nødpasning: - Det går nemmere end forventet
Læs også
Efter første dag med nødpasning: - Det går nemmere end forventet

- Jeg ved, at der i starten af det nye år skal være et ekstraordinært møde i børn og undervisningsudvalget om dimensioneringen i forhold til vikarer, hvis der opstår smitteudbrud i en institution, og så følger vi selvfølgelig udviklingen og tager dialogen, hvis det viser sig, at der opstår problemer, siger han. 

BUPL Midtsjælland har planer om efter nytår at gøre kommunerne opmærksom på, at der er behov for det, formand Bertha Langhoff Hansen kalder tryghedspakker i dagsinstitutionerne. 

Børnepakke og hjælp til forældre

Også Forældrenes Landsorganisation, FOLA, har meldt sig på banen efter tirsdagens pressemøde. I en pressemeddelelse siger formand Signe Nielsen, at kommunerne bør have en økonomisk børnepakke for at sikre lige og optimale vilkår i institutionerne. Derudover skal forældrene også have en håndsrækning, lyder det. 

- Hvis ikke alle børn skal møde ind i institutionerne mandag morgen, så skal politikerne sikre forældrene rettigheder til at gå hjemme med deres børn. Det kan være barselsdagpenge til dem, som kan få lov til det af arbejdsgivere i en kort periode, eller også, at vi ikke skal betale for vuggestuepladsen, siger hun. 


Nyhedsoverblik