Flere testcentre til regionen - her kan du blive lyntestet

Med en delvis genåbning på vej opruster Falck og åbner flere lyntestcentre på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I forbindelse med den kommende, delvise genåbning af Danmark og regeringens opfordring om, at borgerne testes oftere, åbner Falck nu flere centre i Region Sjælland, hvor man kan blive lyntestet.

Det skriver Falck i en pressemeddelelse.   

Udover i Region Sjælland åbner Falck også centre i Region Nordjylland og Region Midtjylland og vil i alt nå op på 60 centre landet over. Falck oplyser videre, at det planlægger at åbne endnu flere centre den kommende tid.

Indtil videre ligger det dog fast, at der i følgende byer i TV2 ØSTs sendeområde vil være et lyntestcenter: Asnæs, Gedser, Haslev, Holbæk, Kalundborg, Korsør, Nakskov, Nykøbing Falster, Næstved, Præstø, Ringsted, Rødby, Skælskør, Stubbekøbing.

Se steder og åbningstider her:

- Coronatest er et kerneelement i regeringens strategi for genåbning. Derfor gør vi, alt hvad vi kan for at sikre borgerne i de tre regioner let adgang til et testcenter i nærheden, siger Jørgen Mieritz, ambulancedirektør i Falck, i meddelelsen. 

Tabte egentlig udbudsrunde

Sammen med Copenhagen Medical tabte Falck tidligere på året en udbudsrunde hos regionerne om at stå for lyntest efter 1. februar. 

Vinderen, SOS International og underleverandøren Medicals Nordic, blev dog fyret kort tid efter grundet en række artikler i dagbladet Politiken og B.T., som beskrev lemfældige sikkerheds- og hygiejneforhold ved testcentre tilhørende Medicals Nordic. 

I dag driver SOS International dog stadig lyntestcentre i Region Hovedstaden.