Fire vaccinationscentre oprettes i vores region - sådan skal de første vacciner foregå

Region Sjælland er langt inde i planlægningen af, hvordan vaccinationerne mod covid-19 skal gribes an i vores område. Blandt andet oprettes fire vaccinecentre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I første omgang er det udvalgte personer blandt sundhedspersonalet og beboerne på landets plejehjem, der skal vaccineres. Dernæst kommer andre udsatte grupper.

Sådan lyder beskeden fra Region Sjælland, der er langt inde i forberedelserne af det vaccinationsprogram, der ventes skudt i gang i Europa den 27. december. 

Det kom frem på et pressemøde, der torsdag blev afholdt af regionen.

De første vil blive vaccineret på regionens sygehuse - og så vil praktiserende læger stå for vaccinen af plejehjemsbeboere direkte på plejehjemmene, blev det oplyst. Senere skal mange vaccineres i fire nye vaccinationscentre, der er ved at blive oprettet.

- Vores sygehus-apotek fik onsdag installeret de specielle frysere, som vi skal bruge til at tage imod vaccinerne, forklarede Leif Panduro Jensen, der er lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland.

Dermed er Region Sjælland klar til at gå i gang med vaccinerne indenfor 48 timer efter EUs godkendelse af vaccinen. Vaccinationerne består af to stik - og især på plejehjemmene er det et større apparat, der rulles ud, når der skal vaccineres. 

Vaccinen vil således blive kørt til stedet i en ambulance med to sygeplejersker. Herefter vil en lokal læge foretage vaccinerne, og personale på plejecenteret skal så ligesom ved andre vaccinationer holde øje med, at den vaccinerede ikke får det dårligt af vaccinen. 

Læs også
Coronavaccinen kommer snart - og den bliver gratis for alle
Læs også
Coronavaccinen kommer snart - og den bliver gratis for alle

Opretter særlige vaccinecentre

Når der kommer mere vaccine til Danmark, så vil udsatte borgere blive indkaldt til en frivillig vaccination.

Disse vacciner vil ske på særlige vaccinationscentre, der bliver oprettet i Skalstrup ved Roskilde og i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster. 

- Vi er klar til indsatsen, når vaccinen kommer. Det er et stort setup, som vi arbejder hårdt på at få på plads, sagde regionsrådsformand Heino Knudsen (S) på pressemødet.

Regionen er endnu ikke klar til at fortælle meget om centrene, men den ventes at være klar til at åbne mellem jul og nytår.

 - Det er helt afgørende, at intet vaccine går til spilde, når vi sætter vaccinationerne i gang. Derfor gør vi også meget ud af forberedelserne, sagde regionsrådsformanden.

Læs også
Coronavaccine kan blive godkendt til brug i Danmark i år
Læs også
Coronavaccine kan blive godkendt til brug i Danmark i år

Mange ansøgere

Region Sjælland har de seneste uger annonceret efter personale til at foretage vaccinerne - og her er det strømmet ind med ansøgninger, oplyser regionsrådsformanden.

150 har således søgt om ansættelse i vaccinationsindsatsen, og det er regionsrådsformanden meget glad for.

- Det er en god oplevelse, at vi som samfund tydeligvis står sammen om at løse opgaven, siger Heino Knudsen, og tilføjer, at mange ansøgninger kommer fra personale, der ellers er gået på pension.

Læs også
Heunicke: De første danskere kan få coronavaccine om en måned
Læs også
Heunicke: De første danskere kan få coronavaccine om en måned

Ring ikke til din læge

Han understreger, at vaccinerne bliver tildelt dem, der har et særligt behov for at få dem. 

De vil få en personlig henvendelse fra deres læge - og man kommer ikke foran i køen ved at ringe til hverken læge eller vagtlæge for at bede om en vaccination.

- Det er meget vigtigt, at vi ikke blokerer for telefonerne hos både læger og hos vagtlægen. Du får vaccinen tilbudt - og er du i en særlig risiko, så får du den tilbudt hurtigere, siger regionsrådsformanden, der forudser, at der vil gå flere måneder, før sunde og raske borgere vil blive tilbudt de to stik.


Nyhedsoverblik