¨

Feriehusudlejer håber på åbning for tyske turister fra lørdag

Tyskland har styr på smitte og bør ifølge feriehusudlejer stå forrest i køen, når Danmarks grænser genåbnes.

01:21

Tyske Annelie Keckstein ejer et sommerhus i Marielyst på Falster, hvor hun arrangerer ferier for familier med handicappede børn. Hun håber, at grænserne snart genåbner. Video: Tina Mortensen - TV2 ØST

Feriehusudlejere landet over venter spændt på en melding fra regeringen om, hvorvidt Danmarks grænser snart bliver genåbnet for turister.

Per Dam, direktør i firmaet Sol og Strand, som udlejer 6500 feriehuse, håber på en genåbning allerede lørdag.

- Jeg håber, at vi får en åbning for Tyskland så hurtigt som overhovedet muligt og meget gerne fra lørdag, siger direktøren i firmaet med hovedkontor i Blokhus.

Danmarks grænser er lukket for udenlandske turister frem til 31. maj, så nu tripper feriehusbranchen for svar på, hvad der skal ske.

Forsvarligt at åbne nu

Per Dam mener, at det vil være forsvarligt at genåbne grænsen for tyske turister allerede lørdag.

- Der er ingen, der ønsker, at vi skal have smitten ind i landet. Men tyskerne har jo ligesom os styr på smitten. Så der ser jeg ingen risiko.

- Når vi så har åbnet for tyskerne, kan Norge følge efter. Og så Sverige, når de har fået styr på smittetrykket, siger Per Dam.

Han fortæller, at firmaet har mange tyske kunder i røret hver dag, som spørger til situationen.

- Vi har forsøgt at fastholde de udenlandske gæster, der skulle have været her, mens grænsen har været lukket, ved at give dem et tilgodebevis.

- Nu ringer mange og spørger, hvornår vi åbner, og om de kan bruge deres tilgodebeviser, siger Per Dam.

2,3 milliarder tabt

Det haster ifølge direktøren med at få fyldt feriehusene.

- Siden marts har branchen mistet tre millioner udenlandske overnatninger. Det svarer til et samfundsmæssigt tab på 2,3 milliarder kroner, siger han.

Selv om mange danskere formentlig vælger at holde sommerferien hjemme i Danmark i år, løser det ikke branchens trængsler.

- Vi er utroligt glade for alle de danskere, der vælger at holde ferie i Danmark. Det er superskønt.

- Det kan nok lukke hullet i juli, hvor mange danskere holder ferie. Men hvad så med de andre måneder af året.

- Det er en illusion at tro, at danskerne kan opveje 15 millioner udenlandske overnatninger om året, siger Per Dam.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App