Fanbreve og trusler - anonym professor fra Sydsjælland er pludselig blevet kendis

Coronaen har vendt op og ned på mikrobiologiprofessoren Hans Jørn Kolmos' hverdag.

Tema: Coronavirus
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Tappernøje på Sydsjælland bor en lægeuddannet professor, som i hele sit faglige og private liv har levet en anonym tilværelse. Uden at skulle forholde sig til at blive standset på gaden og på indkøbsturen, uden at tænke på, om han har fået redt sit hår, om han har strøget skjorten; ja, hvilket tøj han i det hele taget går rundt i.

Men det kan Hans Jørn Kolmos ikke mere. For under coronaen har medierne kaldt på hans viden indenfor klinisk mikrobiologi, og som en borgerpligt har han svaret tilbage med at kaste sig ind i rollen som ekspert.

quote Jeg bliver både ked af det og ærgerlig over, at jeg overhovedet skal bruge kræfter på den slags

Hans Jørn Kolmos

Siden marts sidste år, hvor coronaen brød ud i Danmark, har hans telefon været rødglødende, og han er i dag jævnligt citeret i de store morgenaviser og toner på alle tider af døgnet frem på skærmen, hvor han båret af hardcore viden svarer på spørgsmål om smittetryk, kontakttal, mutationer og restriktioner.

- Jeg har da lige skullet vende mig til, at jeg engang imellem popper op. Men altså, jeg ved jo nogenlunde, hvordan jeg ser ud, og jeg prøver at lade være med at se alt for træt ud, siger han på sin vanlige stilfærdige facon.

"Nakket"

De mange optrædener i medierne gør, at han får mails fra danskerne. De fleste stiller konkrete og saglige spørgsmål eller roser ham, men han får også mere ubehagelige henvendelser og decideret trusler om at blive sagsøgt eller ”nakket”. 

- Jeg bliver både ked af det og ærgerlig over, at jeg overhovedet skal bruge kræfter på den slags, for det er ikke noget, jeg bare lige ryster af mig. Det sidder og nager i mig, og jeg skal lige fordøje det, siger han om de ubehagelig mails, som han partout aldrig besvarer.

Hans Jørn Kolmos (th.) i en af sine efterhånden mange tv-optrædener.
Hans Jørn Kolmos (th.) i en af sine efterhånden mange tv-optrædener.

Det gør han derimod altid med de konstruktive, for han er glad for at kunne dele ud af den viden, han har opbygget efter mange års arbejde i feltet.

- På det faglige niveau er det en fantastisk oplevelse lige pludselig at rykke helt ind i begivenhedernes centrum, siger han. 

Har ikke sluppet bierne

At tage det ryk betyder også, at en bog om det uhyre tidsrelevante emne hygiejne for klinikere er lagt på hylden med en foreløbig uvis udgivelsesdato. Også tanker om at gå pension fra arbejdet på Syddansk Universitet har 72-årige Hans Jørn Kolmos skubbet lidt længere ud i fremtiden.

Men hans helt store hobby har han ikke sluppet. Meget af hans tid går med biavl, og i baghaven i hjemmet står en mindre bigård. Det er denne tid på året, hvor bierne er gået i dvale, men han går alligevel ofte ud og ser til bierne som et frirum for computeren, mediemøllen og hele coronasituationen. 

I en travl hverdag finder Hans Jørn Kolmos sit frirum blandt sine bier i baghaven.
I en travl hverdag finder Hans Jørn Kolmos sit frirum blandt sine bier i baghaven.

Og når virussen er kommet under kontrol, så er bierne vågnet og begynder at levere honning, for professoren gætter på, at det sker til sommer.

- Jeg satser på, at pandemien er overstået til sommer, og så glider jeg tilbage i anonymiteten, siger Hans Jørn Kolmos.