Else fra Slagelse fik det første prik - nu er vaccinationerne mod corona i gang

Vaccinationerne mod corona-virus er nu igang herhjemme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det gjorde en lille smule ondt. Men jeg har aldrig været så ømskindet, så det kunne jeg sagtens klare.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra 85-årige Else Madsen fra plejecenteret Blomstergården. Hun var en af de allerførste i Danmark til at få vaccinen, da det danske vaccinationsprogram blev skudt i gang søndag i Slagelse.

- Jeg håber, at det betyder, at der er flere, der må komme og besøge mig. Det har været lidt for stille i den tid, der er gået, sagde hun efter at have fået vaccinen.

Det lille prik var hurtigt overstået - og den 85-årige Else Madsen er kun den første af rigtig mange danskere, som i den kommende tid ventes vaccineret.

Else Madsen var glad for at være blandt de første danskere til at få vaccinen.

Region Sjælland har fra den første sending vacciner modtaget 2.000 doser - heraf skal halvdelen bruges til frontpersonale i sundhedsvæsenet, mens resten gives til plejehjemsbeboere søndag på i alt 14 plejehjem.

Det er meningen at man efter tre uger skal have endnu et stik af vaccinen for at forbedre dens effekt.

Og selvom vaccinen er udviklet på rekordtid, så var Else Madsens datter helt tryg ved at hendes mor nu får den.

- Jeg er helt tryg ved, at det er min mor, der vaccineres som den første. Det har jeg overhovedet ikke haft nogen betænkeligheder ved. Jeg tror meget på den evidens og den faglige viden, det sundhedsfaglige personale og myndighederne har. Det er vi helt trygge ved, siger Elses datter Inge Kristensen til TV2 ØST. 

Else Madsen datter Inge Kristensen føler sig helt tryg ved, at hendes mor får vaccinen.
Else Madsen datter Inge Kristensen føler sig helt tryg ved, at hendes mor får vaccinen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Så mange vacciner kommer der

Uge 52 (26. december): 9750 doser fra Pfizer/BioNTech

Uge 53: 46.800 doser plus 38.000 ekstra vacciner, som statsminister Mette Frederiksen har annonceret søndag.

Uge 1-7 2020: 47.775 doser om ugen

Uge 8: 52.650 doser

Uge 9-11: 56.550 doser om ugen

Uge 12-13: 60.450 doser om ugen

Læge er stolt

Coronavirus har fyldt meget i Region Sjælland det seneste år. Søndag er der 133 indlagte med sygdommen, heraf 19 på intensivafdelinger - og det var en glad læge, der kunne gøre de første sprøjter med vaccine klar.

- Det er en stor dag. Jeg kan slet ikke få armene ned. Nu kan jeg endelig gøre noget for at hjælpe mine patienter, siger Tommy Grundsøe. Han er en af to læger, der skal vaccinere på plejehjemmet her til formiddag - han vurderer at det vil tage et par timer at få vaccineret alle. 

- Det er en stor dag. Jeg kan slet ikke få armene ned, siger Tommy Grundsøe (til højre), der er den ene af to læger, der vaccinerer på Blomstergården i Slagelse.
- Det er en stor dag. Jeg kan slet ikke få armene ned, siger Tommy Grundsøe (til højre), der er den ene af to læger, der vaccinerer på Blomstergården i Slagelse.


Tommy Grundsøe har fulgt pandemien siden marts - og har haft rigtig mange patienter, der har været ramt af sygdommen, ligesom han også har mistet patienter til den.

- Nu kan vi endelig gøre noget for at hjælpe dem, der er dårlige, siger han.

Og han er stolt af, at det er ham, der indleder de danske vaccinationer. 

 - Det er en ære, at jeg er den, der skal vaccinere de første her på plejecenteret, sagde han 10 minutter før det første stik blev givet.

Den første vaccine i Region Sjælland blev givet under stor mediebevågenhed - men stadig med sikker afstand til Else Madsen.
Den første vaccine i Region Sjælland blev givet under stor mediebevågenhed - men stadig med sikker afstand til Else Madsen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Svær distribution

Distributionen af vaccinedoserne fra Pfizer og BioNTech er krævende, fordi vaccinen skal opbevares ved en temperatur på omkring minus 80 grader. Det betyder, at der skal laves en sammenhængende transportkæde, hvor temperaturen på vaccinerne kan forblive på det lave niveau. 

I Region Sjælland bliver vaccinerne denne søndag kørt rundt til de 14 plejecentre med fem ambulancer med særlige frysebokse ombord.

De 1.000 øvrige doser med vaccine til frontpersonalet er søndag også ved at blive fordelt. Det sker, når personale vaccineres på blandt andet Slagelse Sygehus.

Senest den 2. januar 2021 forventer Statens Serum Institut at modtage den anden delleverance af vaccinen på yderligere ca. 37.000 doser.

Disse danskere står først til at få vaccinen

Søndag morgen begynder en koordineret vaccination i EU. Og Danmark vaccinerer de første borgere på plejehjem og frontpersonale fra klokken ni søndag morgen.


Her kan du læse, hvem der vil få de første vacciner i Danmark:


Personer i risikogrupperne, som har underliggende sygdomme og tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med coronavirus. Det gælder ældre og kronisk syge.


Sundheds- og plejepersonale samt udvalgt personale på det sociale område, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.


Personer i samfundskritiske funktioner, som ikke umiddelbart kan erstattes. Det gælder personer med en ekspertviden. Et eksempel på det kunne være en kontrolrumsoperatør i energisektoren.


Alle danskere vil på et tidspunkt blive tilbudt en vaccination mod coronavirus. Man vil få en henvendelse fra myndighederne om, hvor og hvornår man kan blive vaccineret.


Borgere på eksempelvis plejehjem vil blive vaccineret på selve plejehjemmet. Personale i sundheds- og ældreplejen vil blive vaccineret på arbejdspladsen, mens det for andre vil ske i dertil indrettede vaccinationscentre i hele Danmark.


Nyhedsoverblik