Domstole åbner igen - ung mand tiltalt i stor narkosag er en af de første på anklagebænken

En stribe retssager begynder i dag, efter domstolene har fået grønt lys til at genåbne. Retterne er klar med god afstand og masser af håndsprit.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken 9.30 kunne en 23-årig mand sætte sig på anklagebænken i Retssal A ved Retten i Nykøbing Falster. 

Han er tiltalt i den omfattende narkosag fra Sydsjælland, som går under navnet Jungshoved-sagen. I anklageskriftet fremgår det, at han angiveligt har handlet med kokain, amfetamin, MDMA og hash, ligesom han også er tiltalt for frihedsberøvelse og våbenbesiddelse.  

quote Vi kan godt nå at samle op på de sager, der måtte udskydes, uden det bliver helt uoverskueligt

Anne Bundgaard, dommer, Retten i Nykøbing Falster

Og så er han en af de første, hvis sag kommer for retten, efter domstolene har været lukket ned i seks uger på grund af coronavirus. I dag, mandag, genåbner landets domstole nemlig. 

I den 23-åriges sag hedder dommeren Anne Bundgaard. Hun udtaler sig ikke om den konkrete sag, men er generelt glad for igen at kunne behandle retssager. 

- Jeg er glad for at få lov til at gå på arbejde igen. Det har jo været nødvendigt at holde lukket, men det bliver dejligt med lidt normalitet. Og jeg synes, det er fint, at perioden ikke blev længere. Vi kan godt nå at samle op på de sager, der måtte udskydes, uden det bliver helt uoverskueligt, siger hun. 

VIDEO: I oktober kunne TV2 ØST ved hjælp af skjulte optagelser lavet over en periode på fire måneder afsløre omfattende narkosalg ved højlys dag på en parkeringsplads i Vordingborg. Salget er også en del af den såkaldte Jungshoved-sag.

 

Har lavet en genåbningsplan

Men selvom domstolene nu har fået grønt lys til at genåbne, så er alt alligevel ikke, som det plejer – ligesom så meget andet i den nye corona-hverdag. Domstolsstyrelsen har udarbejdet en gradvis genåbningsplan med retningslinjer for retterne i Nykøbing Falster, Næstved og Holbæk samt i resten af landet. 

- Vi har arbejdet intenst på, hvordan vi kan håndtere vores tilbagevenden til retssalene på en sundhedsmæssig forsvarlig måde. Siden beslutningen om genåbning af domstolene har vi udarbejdet en detaljeret plan for den konkrete genåbning. Vi har også drøftet planen med sundhedsmyndighederne og alle de relevante aktører i sektorpartnerskabet og fået godt input til både en sundhedsmæssig forsvarlig og fleksibel sagsafvikling, siger direktør Kristian Hertz fra Domstolsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Læs også
Stor politiaktion - syv personer anholdt for salg af ulovlige stoffer
Læs også
Stor politiaktion - syv personer anholdt for salg af ulovlige stoffer

Og afstand er et af kodeordene i genåbningen, fortæller Anne Bundgaard fra Retten i Nykøbing Falster. 

- Vi sidder med god afstand, og der er mulighed for at spritte af alle steder. Det hele er anderledes. Vi er spændte på, hvordan det bliver i dag, siger hun. 

Retssale gennemgået med tommestok på to meter

Også ved Retten i Holbæk har de haft travlt med at sikre, at sundhedsmyndighedernes retningslinjer kan overholdes, når en stribe retssager bliver sat i gang i dag.

- Vi blev jo bekendt med for lidt over en uge siden, at man var indstillet på at lade domstolene genåbne - med forbehold for de sundhedsmæssige retningslinjer. Så vi har gennemgået lokalerne, for at sikre at alt kan foregå med behørig afstand, fortæller retspræsident Susanne Skotte Wied.

- Vi har også sørget for mulighed for at vaske hænder og spritte dem af, og så er der sat skilte op, der siger, at hvis man har symptomer, så skal man blive ude. Vi har lavet en plan for, hvordan vi kan udnytte retslokalerne, for ikke alle retslokaler kan overholde kravet på to meters afstand. Så der er sat sedler op med, hvor mange mennesker der må være i hvert enkelt lokale, og så er der sat mærker, hvor man kan sætte sig, så der altid er god afstand.

quote Der er også civile sager, der haster, og som betyder noget for folk

Susanne Skotte Wied, retspræsident, Retten i Holbæk

Nævningesag kunne ikke aflyses

Retten i Holbæk har haft mulighed for at afprøve nogle af retningslinjerne allerede inden dages genåbning.

- Vi havde nogle kritiske sager på allerede i sidste uge. Da vi fik at vide, at vi blev lukket ned, havde vi en nævningesag, der var i gang, som det var kritisk at få gjort færdig, mens nævningene stadig kan huske vidneforklaringer. De får mulighed for at genopfriske det ved at læse i en retsbog, men det er vigtigt, de også har deres umiddelbare indtryk, når de skal votere, siger Susanne Skotte Wied.

- Så den sag har vi arbejdet videre med i sidste uge og i den her uge. Så det var en måde at teste indretningen på. For eksempel kunne nævningene ikke være i deres sædvanlige voteringsrum, så vi måtte indrette en retssal til det.

Sådan bliver sagerne prioriteret

Den pågældende retssag drejer sig om voldtægt og vold og trusler, der er foregået i Rørvig og Grevinge på Nordvestsjælland. Og sager som den ligger generelt højt på prioriteringslisten over, hvilke sager der skal gennemføres først. 

Retten i Holbæk, domstole
Læs også
Domstole åbner mandag:
Retten er klar med handsker, håndsprit og afstand
Retten i Holbæk, domstole
Læs også
Domstole åbner mandag:
Retten er klar med handsker, håndsprit og afstand

Også her har Domstolsstyrelsen lavet et forslag til, hvordan de enkelte retter kan prioritere gennemførelsen af de udskudte sager. Det er op til den enkelte ret at bestemme prioriteringen, men Domstolsstyrelsen slår fast, at den gradvise genåbning bør ske efter fælles prioritering af sager for at sikre en ensartet sagsbehandling.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Nick Abildgaard

Øverst på prioriteringslisten ligger nævningesager, og arrestantsager, hvor den tiltalte sidder varetægtsfængslet.

- Sager, der er påbegyndt, skal gøres færdige. Og hvis folk sidder fængslet, så tager vi dem først. De skal jo ikke sidde længere, end de kan risikere at få i straf, siger Susanne Skotte Wied fra Retten i Holbæk.

Højt oppe på listen ligger også såkaldte VVV-sager - altså sager, der omhandler voldtægt, vold eller våben. Og visse civile sager får en kategori 3 i Domstolsstyrelsens retningslinjer.

quote Der er ikke kaos og panik ved Retten i Næstved. Der er køligt overblik

Lene Sigvardt, pressedommer, Retten i Næstved

- Vi siger ikke, at alle straffesager skal fremmes, og alle civile sager skal lægges væk. Der er også civile sager, der haster, og som betyder noget for folk. Det er for eksempel forældreansvarssager om, hvor barnet skal have bopæl eller om fastsættelse af samvær. Dem vil vi gerne have behandlet, fordi det betyder noget for forældrene og for barnets ve og vel, siger retspræsidenten fra Retten i Holbæk.

- Men vi kan jo ikke bare køre på, som vi gjorde før. Det, der er i højsædet, er de sundhedsmæssige forskrifter.

Norsk-iraner skal for retten

Et andet eksempel på en retssag, der bliver sat i gang nu, er ifølge DR sagen mod en 40-årig norsk-iraner. I september 2018 lukkede store dele af Danmark ned, fordi man troede, at et attentat mod lederen af den eksil-iranske gruppe ASMLA i Ringsted var nært forestående. Politiet havde nemlig observeret en mistænkelig Volvo på svenske plader køre rundt i Ringsted. 

politiaktion_storebaeltsbro.jpg
Læs også
Fængslet iraner må vente på retssag trods færdig efterforskning
politiaktion_storebaeltsbro.jpg
Læs også
Fængslet iraner må vente på retssag trods færdig efterforskning

Den 40-årige mand er tiltalt for at have filmet og taget billeder ved eksil-iranerens hjem og for at følge efter hans kone. Billederne skulle han angiveligt have sendt til en officer i den iranske efterretningstjeneste. 

Sagen begynder fredag ved Retten i Roskilde, og den 40-årige nægter sig skyldig. 

VIDEO: Fredag den 28. september 2018 blev Ringsted centrum for spekulationer om snigmord, PET-agenter og iranske modstandsgrupper. For det var angiveligt for at beskytte en iransk modstandsgruppe der holder til i Ringsted, at hele Sjælland var blevet spærret.

 

Retsliste er lidt tyndt besat

Ved Retten i Næstved bliver genåbningen skudt i gang mandag eftermiddag med en forældreansvarssag. 

- Retslisten for i dag er jo lidt tyndt besat, fordi vi først havde fået at vide, vi skulle åbne den 10. maj. Derfor er der nogle retsmøder, der blev aflyst. Nogle af dem er på igen, men andre er ikke, fortæller pressedommer Lene Sigvardt. 

- Det hele drejer sig jo om, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi skal have færrest muligt mennesker samlet på én gang, og derfor har vi for eksempel forskudte åbningstider, så vi ikke har myldretid, hvor alle kommer samtidig. Der er sprit oppe alle steder, der er afstands-klistermærker på gulvet, og der er skilte over antallet af tilladte tilhørere i hver enkelt retssal. Vi har også købt plexiglas til de sale, hvor man ikke kan holde to meters afstand. 

Retten i Holbæk, domstole
Læs også
Coronamistænkt får skærpet straf for bid
Retten i Holbæk, domstole
Læs også
Coronamistænkt får skærpet straf for bid

Lene Sigvardt har selv en civil sag, der kører 18-19. maj, og her har hun skrevet ud til parterne, at de den første dag må forberede sig på at sidde på tilhørerrækkerne og dermed et stykke fra deres advokater, så afstandskravet er overholdt. På dag to kan de rykke ind i et lidt større lokale. 

- Vi må jo hele tiden tænke konstruktivt og ud af boksen og bevæge os lidt anderledes, end vi plejer. 

Ikke kaos, men køligt overblik

Fælles for alle retter er, at der over de seneste er en del sager, der har måttet vente. Der er derfor en del at indhente.

- Men det skal vi nok klare. Vi har en del udsatte sager, fordi vi i en periode ikke har kunnet behandle alle sager. Dem arbejder vi nu på at få behandlet, og så gør vi status omkring sommerferien, for så kan vi se, om vi kan gøre mere. Og så må vi jo se, hvordan landet bliver lukket op. Det kan vi jo ikke vide endnu, siger Susanne Skotte Wied fra Retten i Holbæk.

- Vi har styr på de sager, der er blevet aflyst, og dem skal vi nok få sat i kalenderen. Det siger sig selv, at vi ikke kan afvikle 100 procent af det, vi normalt kan, fordi der er de her sundhedsfaglige krav at leve op til. Men der er ikke kaos og panik ved Retten i Næstved. Der er køligt overblik, siger Lene Sigvardt. 

Politibil
Læs også
Kvinde kræves idømt fængsel for corona-vold ved værtshus i Gørlev
Politibil
Læs også
Kvinde kræves idømt fængsel for corona-vold ved værtshus i Gørlev

Og genåbningen kommer til at foregå på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, lyder det over hele linjen. 

- Jeg føler mig helt tryg ved at genåbne. Vi vil stå i en situation, hvor vi ikke har tænkt på det hele, men så må vi lave tingene lidt om. Der er jo ingen af os, der har prøvet det her før, siger Anne Bundgaard fra Retten i Nykøbing Falster. 

Lene Sigvardt fra Næstved giver hende ret. 

- Det er vigtigt at sige, at folk roligt kan møde op i retten. Vi skal nok passe på dem, som vi plejer, og nu passer vi også på dem, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt. 


Nyhedsoverblik