Direktør i sommerland glæder sig til åbning efter kaotiske og psykisk hårde måneder

Sommerland Sjælland føler sig i en svær tid godt rustet til at åbne helt igen for besøgende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi føler os helt klar.

Sådan siger Kåre Dyvekær, direktør i Sommerland Sjælland, to dage før forlystelsesparken officielt åbner igen for besøgende til årets sommersæson.

Oprindeligt var landets forlystelsesparker ikke en del af nedlukningen af Danmark tilbage i marts, men parken valgte alligevel at lukke frivilligt ned for at vise samfundssind.

Siden har genåbningsforløbet for forlystelsesparkerne mildest talt været et kaotisk forløb, men nu er det tæt på, og Kåre Dyvekær glæder sig. 

quote Det har fyldt 24-7 for mig og min hustru, fra vi stod op, til vi gik i seng

Kåre Dyvekær, direktør, Sommerland Sjælland

- Selvom vi har måttet igennem en del fodarbejde, er det skønt at kunne åbne helt op igen og få besøg af gæster, siger han.

Som en slags generalprøve og for at afprøve de justeringer, forlystelsesparken vil tage på grund af coronakrisen, har den i begyndelsen af juni holdt såkaldte før-åbningsdage for sæsonkortholdere og gæster, der har købt et begrænset antal billetter, som blev sat til salg.

Her kom der i gennemsnit mellem 300-800 besøgende. Onsdag og torsdag i denne uge vil parken holde nye før-åbningsdage før den officielle åbning den 12. juni.

- Det har vi faktisk haft så meget succes med, at vi føler os godt rustet til nu at åbne rigtigt op, siger Kåre Dyvekær.

En elastik-åbning

Da parkerne efter den valgfrie nedlukning planlagde at genåbne i maj, kaldte erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) det for uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver af hensyn til smittespredningen, selvom der ikke var noget formelt forbud.

Det deciderede forbud mod genåbningen kom 10. maj, og derefter forberedte parkerne sig på at kunne genåbne 8. juni ud fra retningslinjer, der kom 14. maj. 

Den 20. maj blev folketingets partier imidlertid enige om en udvidelse af genåbnings fase 2, som betyder, at parkerne reelt kunne åbne onsdag den 27. maj  - og netop på denne dag kom der så opdaterede retningslinjer for de vildeste forlystelser.

20060615-205155-4-1920x1079we.jpg
Læs også
Skiftende retningslinjer frustrerer forlystelsesparker: - Det har været enormt uskønt
20060615-205155-4-1920x1079we.jpg
Læs også
Skiftende retningslinjer frustrerer forlystelsesparker: - Det har været enormt uskønt

Kåre Dyvekær kalder hele processen for en elastik-åbning, som man trækker ud og ind, ud og ind.

- Det er virkelig hårdt for økonomien og for planlægningen, og for selvstændig erhvervsdrivende også hårdt for psyken. Det er utrolig svært at styre sin butik, når man skal tage højde for så mange ting.

Artiklen fortsætter under billedet.

Direktør i Sommerland Sjælland Kåre Dyvekær har haft et par hårde måneder, hvor forlystelsesparkerne har været lukket.
Direktør i Sommerland Sjælland Kåre Dyvekær har haft et par hårde måneder, hvor forlystelsesparkerne har været lukket. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

- Men altså, at vi må åbne har været det overskyggende, så kan alt andet være ligemeget. For alternativet til at have den her elastik-åbning var måske, at vi var havnet i fase fire af genåbningen, hvor sommeren var slut, og så var det gået fra at være frustrerende til at være katastrofalt.

Hvordan har det påvirket dig psykisk?

- Det er ikke noget, man bare lægger fra sig, når man tager fra kontoret og hjem. Det har fyldt 24-7 for mig og min hustru, fra vi stod op, til vi gik i seng. Alt drejede sig om det, og vi tolkede på alle mulige ting. Man har ikke haft ro oppe i hovedet, og det kan jeg da godt mærke. Så det er dejligt, at jeg mentalt har fået mere ro på, nu hvor vi er åbnet, siger Kåre Dyvekær.   


Nyhedsoverblik