De næste i rækken - borgere, der får hjemmehjælp, skal nu vaccineres

Nu begynder næste skridt i vaccinationsprogrammet. Alle borgere over 65 år, der får hjemmehjælp bliver de næste, der skal vaccineres mod covid-19.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I slutningen af denne uge vil alle borgere på plejehjemmene i Region Sjælland være vaccineret, og de næste borgere, som får tilbudt vaccine mod covid-19, er de borgere, der er over 65 år, som får hjemmehjælp. Derfor har de travlt ude i de enkelte kommuner med at lave lister og kontakte borgerne.

- Vi er i kontakt med hver enkelt borger og spørger dem, om de vil have vaccinen, og om de har mulighed for selv at køre til vaccinationsstedet, eller om de kan få hjælp fra et familiemedlem til det, fortæller Ole Vive (V), der er borgmester i Faxe.

I Faxe Kommune drejer det sig om 350 borgere, der er over 65 år og modtager hjemmehjælp. De skal vaccineres på ét af de fire vaccinesteder i Roskilde, Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster, som Region Sjælland er i fuld gang med at etablere.

Begrænset, hvor lokalt man kan vaccinere

Den enkelte borger skal så vidt muligt selv sørge for at komme til vaccinationsstederne, men kommunerne er forpligtet til at hjælpe de borgere, som ikke selv kan komme dertil.

- En del kan godt selv få løst kørslen, og ellers løser vi det sammen med flextransport og finder ud af en form for individuel kørsel eller fælles transport med god afstand mellem borgerne, vi overholder selvfølgelig alle retningslinjer, siger Ole Vive.

Læs også
Alle plejecentre på Sjælland har fået første vaccine fredag
Læs også
Alle plejecentre på Sjælland har fået første vaccine fredag

I retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen er der også lagt op til, at borgerne kan blive vaccineret lokalt af såkaldte udekørende enheder, men da de første vaccinationer stiller store krav til temperatur, rystelser og lignende, så er det begrænset, hvor lokalt regionens ansatte kan vaccinere lige nu. I en pressemeddelelse oplyser regionen dog, at der bliver arbejdet på at gøre det nemt og tilgængeligt for borgerne, når der kommer flere vacciner, der ikke er så følsomme.

- I den ideelle verden havde vi helst set, at vi havde fået vaccinationsmuligheder tættere på end Roskilde og Nykøbing Falster, men der er med garanti en god grund til, at det ikke bliver lige nu. Flest muligt skal hurtigst muligt igennem, og der skal sørges for, at alle vacciner bliver brugt så hurtigt som muligt. Det er ikke bare lige, det er et stort logistisk arbejde, fortæller Ole Vive.

Håber på lokale muligheder

Også i Lolland Kommune er der travlhed, fortæller leder af Personlig & Praktisk Hjælp i Ældre og Sundhed, Inge Kromann Hansen, der er vaccinationsansvarlig i Lolland Kommune. Her er der 467 borgere over 65 år, der får hjemmehjælp. 

- Vores udekørende teams både i den offentlige og private hjemmepleje er i fuld gang med at lave lister og spørger alle, om de er interesserede i at blive vaccineret. Derefter lægger vi en logistisk plan for, hvordan vi får transporteret borgerne. De er berettiget til kørsel, men vi har endnu ikke fået at vide, hvor de skal køres hen, så vi afventer en nærmere plan fra regionen, fortæller hun. 

Tilbage i Faxe Kommune håber Ole Vive, at der kommer lokale muligheder for vaccination, når de øvrige vacciner, der ikke skal fryses ned, begynder at komme.

- Vi vil gerne have det så borgernært som muligt, men vi har også forståelse for, at det ikke kan blive lige med det samme.

Læs også
Tommy gav den første vaccine: - Endelig, endelig kan vi gøre noget
Læs også
Tommy gav den første vaccine: - Endelig, endelig kan vi gøre noget

Det er endnu usikkert præcist, hvornår de første borgere vil blive vaccineret på vaccinationsstederne, men hver enkelte borger får besked i e-boks og skal derefter selv bestille tid på vacciner.dk 

Region Sjælland følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for i hvilken rækkefølge borgerne skal vaccineres. De borgere, der har størst risiko for at blive alvorligt syge af covid-19 bliver prioriteret først. Se rækkefølgen herunder:

vaccine-raekkefoelge

Nyhedsoverblik