Dansk interrail vækker begejstring: - Hvorfor har de ikke fundet på det noget før?

Som en del af Folketingets sommerpakke udbydes der 50.000 rejsepas. Det falder i rigtig god jord hos rejsende på Ringsted Station.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Snart kan du investere i et rejsepas – en billet til en slags dansk interrail – og for 299 kroner rejse frit med kollektiv trafik i otte dage.

Rejsepasset er en del af den sommerpakke, der blev præsenteret fredag eftermiddag, og som et flertal i Folketinget står bag.

quote Vi skal til Thy i sommer, og jeg tænker, at vi da lader bilen stå

Marianne Asmussen, Haslev

Og tiltaget vækker stor begejstring hos de rejsende, som TV2 ØST mødte på Ringsted Station i dag.

-  Det er en fremragende idé. Interrail i Danmark, og vi kan få besøgt familien, venner og bekendte under én hat. Der er kun ét kritisk spørgsmål: Hvorfor har I ikke fundet på det noget før, lyder det blandt andet fra Rolf Jensen fra Kolding.

Lader bilen stå

Med rejsepasset kan du frit køre med bus, tog, metro og letbane i hele landet – også mellem landsdelene.

- Jeg synes, det er vildt fedt, og jeg tænkte: Gud, hvorfor har jeg ikke hørt det. Jeg elsker at køre i tog, og 300 kroner er giv-pris. Vi skal til Thy i sommer, og jeg tænker, at vi da lader bilen stå, siger Marianne Asmussen fra Haslev.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marianne Asmussen fra Haslev vil droppe bilen til sommer.
Marianne Asmussen fra Haslev vil droppe bilen til sommer. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

- Jeg tænker, det er meget godt. Vi har noget familie i Jylland, vi godt kunne tage over at besøge, siger Karin Kristensen fra Benløse.

Rejsepasset kan købes her på DSB’s hjemmeside fra den 23. juni. Der er 50.000 af dem til salg, og de gælder fra den 27. juni til og med den 9. august - men altså kun i otte sammenhængende dage per billet.

FAKTA OM SOMMERPAKKEN: 

Et politisk flertal er fredag enige om en sommerpakke, der skal sparke gang i økonomien ved at understøtte turismen.

 

Pakken indeholder en række initiativer for i alt 700 millioner kroner:

 

Billigere offentlig transport:

  • Rejsepas for 299 kroner - som giver otte dages fri rejse med kollektiv trafik. Der udbydes 50.000 rejsepas i perioden fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august.
  • DSB udbyder en million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til 99 kroner, inklusive pladsbillet.
     

Billigere færger:

  • Gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister.
  • Tilskud til prisnedsættelse på færger til småøer - samt Fanø, Læsø, Ærø og Samsø - i august og september.
  • Reduktion af billetpriserne på færgefarten Ystad-Rønne i august og september.
     

Billigere oplevelser:

  • Pakken giver halv pris på en række kulturoplevelser.
  • Der afsættes penge, som forenings- og idrætslivet kan søge til at skabe flere aktiviteter.
  • Højskolerne får en bevilling til årets sommeraktiviteter.
     

Støtte til sommerhusudlejere:

  • Midlertidig forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af sommerhuse.
     

Sociale tiltag:

  • Gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år.
  • Flere dagsture for beboere på plejehjem og socialpsykologiske botilbud.
  • Gratis handicaptransport i sommerferien.
     

Kilder: Erhvervsministeriet og Transportministeriet.


Nyhedsoverblik