Corona forsinker byggeriet af Sjællands Universitetshospital

Færdiggørelsen af Sjællands Universitetshospital i Køge vurderes til at blive forsinket med fire måneder på grund af corona.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Coronapandemien rammer nu byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge.

De seneste par måneder har totalentreprenøren Køge Hospital Project Team kæmpet med en lavine af udfordringer – blandt andet har man skullet tage ekstra forholdsregler i det daglige arbejde på grund af risikoen for smitte, og der har været problemer med at skaffe både medarbejdere og materialer til byggepladsen.

Det har den konsekvens, at byggeriet af den nye senge- og behandlingsbygning er blevet bremset i en sådan grad, at færdiggørelsen af hospitalet vurderes til at blive forsinket med fire måneder.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.        

Overholder budgettet

Indflytningen i de nye rammer kommer dermed til at ske senere end planlagt, men det vil ifølge Region Sjælland ikke få økonomiske omkostninger.

 - Covid-19 har konsekvenser både internationalt, nationalt og regionalt, så det er ikke nogen stor overraskelse, at det også får betydning for tidsplanen for byggeriet. Men vi er glade for, at det ikke har direkte omkostninger for Region Sjælland, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Læs også
Det største spadestik til fremtidens universitetshospital er taget: - Det er en vigtig milepæl
Læs også
Det største spadestik til fremtidens universitetshospital er taget: - Det er en vigtig milepæl

Den første sengebygning skulle oprindeligt have stået klar til næste efterår. På grund af forsinkelsen sker indflytningen nu i stedet i perioden medio april til medio maj 2022.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Der en mange, både medarbejdere og patienter, der glæder sig til, at vi kan tage det nye hospital i brug, men det er ikke alt, vi er herrer over, siger projektdirektør Helle Gaub.

Sjællands Universitetshospital bliver regionens hovedsygehus med forskning og højt specialiseret behandling. Den sidste nye bygning færdiggøres efter den nye tidsplan i april 2025.


Nyhedsoverblik