Butiksansatte: Mange kunder ser stort på corona-reglerne

Ifølge fagforeningen HK er der sket en stigning i antallet af folk, som ikke overholder retningslinjerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke alle, der har lige let ved at holde afstand og bære mundbind, når de er ude at handle.

Men det kan være svært for frontpersonalet i butiksgangene at håndtere situationen, når de møder den utryghedsskabende adfærd.

Derfor vil fagforeningen HK Handel nu klæde de ansatte bedre på til at takle situationen, så det ikke ender i en konflikt med kunden. Det skriver de mandag i en pressemeddelelse.

HK Handel repræsenterer ansatte, der arbejder i butikker, på lager og kontor.

I samarbejde med Dansk Erhverv har HK Handel lavet tre animerede kampagnevideoer, der skal sendes ud til butiksmedarbejderne i butikkerne og give dem værktøjer til at gå i dialog med kunderne, uden at der opstår konflikt, fortæller Per Tønnesen, der er formand for HK Handel.

- Der er en gruppe kunder, som glemmer det. Og så er der dem, som bliver irriteret over at blive irettesat, og der skal medarbejderne på en venlig måde gøre opmærksom på problemet, siger Per Tønnesen.

Får flere henvendelser om irriterede kunder

Folk er nemlig blevet dårligere til at overholde restriktionerne, når de er ude at handle, oplever fagforeningen.

- Vi møder et stigende antal henvendelser fra vores medlemmer, som oplever, at kunderne bliver dårligere til at overholde retningslinjerne. De oplever også, at flere bliver irriterede over at blive mindet om dem, siger Per Tønnesen.

Læs også
Butiksejere i opråb - fortsat nedlukning kan få alvorlige konsekvenser
Læs også
Butiksejere i opråb - fortsat nedlukning kan få alvorlige konsekvenser

Han mener, at det er, som om folk bliver mindre opmærksomme på retningslinjerne, når smittetrykket falder.

- Derfor er det vigtigt, at butikkerne bliver ved med at gøre opmærksom på dem. Det er et fælles ansvar, vi har, for at smitten bliver holdt nede, siger han.

Sådan skal butiksansatte håndtere coronakonflikter

HK Handel, fagforeningen for butiks-, kontor- og lageransatte, kommer mandag med råd til, hvordan frontpersonalet i butikker bedst takler kunder, der ikke overholder krav og opfordringer om mundbind, afstand og håndsprit.

Fagforeningen har opstillet følgende råd til butikspersonalet:

- Vær tydelig i kommunikationen om, hvilke regler der gælder for skiltning i butikken, antal kunder og adgang til håndsprit.

- Hav en fælles viden om, hvordan I håndterer myndighedernes retningslinjer: hvilke krav der stilles til både kunderne og butikken, og hvem der er undtaget for kravene.

- Aftal, hvad I gør, hvis man har svært ved situationen og ved at håndtere en konflikt - det kan i nogle tilfælde fungere bedst, hvis man tilkalder en kollega til at hjælpe, før konflikten opstår.

- Del jeres oplevelser: konflikthåndtering skal sættes på dagsordenen. Tal åbent om jeres oplevelser med konflikter, og om hvordan I takler dem eller kan takle dem bedre.

- Anerkend, at konflikter ikke altid kan løses. Tal om, hvordan I kan støtte hinanden i selve konflikten og bagefter.

- Kontakt politiet, hvis kunden ikke forlader butikken.

Kilder: HK Handel.

Selv om de ansatte opfordres til at hjælpe kunderne med at bruge håndsprit, fastslår HK Handel, at butiksansatte ikke skal agere coronapoliti, skriver HK i pressemeddelelsen.

Hvis kunderne helt nægter at følge retningslinjerne, skal butikslederen involveres. Hvis det ikke hjælper, og kunden nægter at forlade butikken, kan personalet i sidste ende tilkalde politiet.


Nyhedsoverblik