¨

Broløbet udskudt til september: - Det er den eneste mulighed, vi har

Broløbet 2020 skal efter planen afholdes i september i år. Foto: Sund og Bælt

Broløbet Storebælt har nu meldt ud, at de efter planen vil afholde løbet over Storebæltsbroen for op mod 15.000 løbere i september i år.

Det bliver den 19. september i år, at den ottende omgang af Broløbet bliver afholdt. 

Broløbet Storebælt har nemlig mandag morgen meldt ud på deres hjemmeside og deres Facebookside, at de har valgt at rykke løbsdatoen på grund af situationen omkring coronavirus.

Det er jo ikke bare lige at få en løbsdag på Storebæltsbroen

Per Hansen, løbsleder, Broløbet Storebælt

Muligheden for den nye dato blev allerede meldt ud tilbage i marts. Og spørger man løbsleder Per Hansen fra Broløbet Storebælt, er der en god grund til, at valget er faldet på den 19. september.

- Det er den dato, som passer alle bedst. Det er jo ikke bare lige at få en løbsdag på Storebæltsbroen. Der skal for eksempel være cykelløb fra Aarhus til København den 5. september, siger han.

- Derfor har man valgt at sige, at det passer bedst med den 19., for at der kunne være 14 dage i mellem to forstyrrelser af trafikken, tilføjer han.  

Det var egentlig planen, at op mod 15.000 løbere skulle passere Storebæltsbroen lørdag den 20. juni. Men datoen blev efterfølgende udskudt grundet coronavirussen. 

Allerede da regeringen meldte ud, at forbuddet mod store forsamlinger skulle forlænges til og med august, meldte arrangørerne af broløbet ifølge avisen Sjællandske ud, at de nok ville udskyde det til 19. september. Men den beslutning ville man først endelig tage den 20. april. 

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Sund og Bælt

Mandag morgen blev den nye dato så offentliggjort på Broløbet Storebælts hjemmeside.

Kåre Mølbak: - Skal forvente social afstand i et år

Udskydelsen af broløbet sker på trods af de seneste udtalelser fra den faglige direktør, Kåre Mølbak, i Statens Serums Institut til avisen Berlingske. Her siger han til avisen, at danskerne kan risikere at skulle holde afstand til hinanden i mindst et år på grund af coronavirus.

Det vil sige ingen kys, kram, håndtryk eller store forsamlinger, for social afstand er et afgørende våben i den danske strategi, har den faglige direktør forklaret overfor avisen.

På et pressemøde mandag forklarede Kåre Mølbak dog, at der er mange faktorer, det kan påvirke beslutningen om, hvor længe danskerne skal holde afstand til hinanden. Det kan være et år, men det kan også være mindre.

Hvis man skal afholde Broløbet 2020 med den sociale afstand, må man forvente, at det bliver meget langt, når løberne skal sendes afsted med to meters afstand. 

Det er den eneste mulighed, vi har, hvis vi skal løbe i efteråret

Per Hansen, løbsleder, Broløbet Storebælt

Løbsleder hos Broløbet Storebælt Per Hansen har godt hørt om Kåre Mølbaks forudsigelser. Men han ser ikke, at de som arrangører har andre muligheder. 

- Problemet er jo, at den her dato har vi fået for lang tid siden. Det er ikke noget, vi lige har fundet på i formiddags. Vi sendte mails ud i går aftes (søndag, red.) til de første deltagere med data. Så man kan sige, at det krydser hinanden, men der er ingen, der ved, hvad der kommer til at ske, siger han.

Du tænker ikke, at det er for tidligt at melde en dato ud nu?

- Jo, men det er den eneste mulighed, vi har, hvis vi skal løbe i efteråret. For ellers bliver det for sent i forhold til oktober og muligheden for blæsevejr, siger Per Hansen. 

Løbsleder: - Der bliver ikke flere muligheder i år

Per Hansen fortæller, at de mandag har fået mellem 200 og 300 afmeldinger ud af tusindvis af tilmeldinger til løbet. Samtidig har flere meldt sig til, så løbslederen er fortrøstningsfuld.

Men ender det med, at danskerne skal holde afstand resten af året, kan en aflysning af broløbet komme på tale. 

- Det har vi ikke taget stilling til endnu. Men vi har en idé om, at vi skal løbe ude på den Storebæltsbro. Og hvis ikke det kan blive i september, så må vi se på mulighederne næste år. Der bliver ikke flere muligheder i år, siger han. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App