Britisk mutation i Haslev - skoler er ekstra opmærksomme på smitteforebyggelse

På skolerne i Faxe Kommune er de i øjeblikket ekstra opmærksomme på retningslinjerne for at forhindre større udbrud med britisk coronamutation.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Faxe Kommune og Haslev by i særdeleshed kæmper i øjeblikket med et udbrud af den smitsomme britiske coronamutation, B117.

Derfor er der også ekstra fokus på, at retningslinjerne for 0.-4. klasserne, som møder fysisk op i skole, bliver overholdt i størst mulig grad. Det gælder på alle kommunens skoler, men særligt de tre skoler i Haslev: Sofiendalskolen, Vibeengskolen og Nordskovskolen.

quote Der skal ikke være tvivl om, at vi følger alle retningslinjer, og at vi ikke tager nogen chancer

Susanne Meyer Christensen, skoleleder, Vestskolen, Faxe Kommune

- Vi har blandt andet skrevet ud til vores medarbejdere, at alle skal vise agtpågivenhed, og så har vi også holdt møder om, hvad det betyder, siger Henrik Reumert, der er centerchef for Børn og Undervisning i Faxe Kommune.

Han uddyber:

- Flere steder i retningslinjerne hedder det, at de skal overholdes “så vidt muligt”, for eksempel når det kommer til ikke at blande klasserne. Men “så vidt muligt” bliver jo ofte omsat til de driftsmæssige hensyn, der måtte være. Så derfor har vi gjort det klart, at man virkelig skal bruge alle tænkelige muligheder for at undgå at blande børnene. Vi skal tænke os ekstra meget om.

VIDEO: Smitteudbruddet med B117 betød, at det fredag og lørdag var muligt at få lavet en kviktest ved Sofiendalsskolen i Haslev. 

Stammer fra daginstitution

Udbruddet med den britiske mutation begyndte med et smittet barn i daginstitutionen Lillebo i midten af februar. Det greb hurtigt om sig og tvang institutionen til at holde lukket. I dag er den åbnet igen, men til gengæld har den britiske mutation spredt sig rundt i Haslev by.

Læs også
Borgmester er bekymret over smitteudbrud med britisk coronavariant i Haslev
Læs også
Borgmester er bekymret over smitteudbrud med britisk coronavariant i Haslev

Kommunen har derfor skævet til Kolding, hvor situationen med B117 er så slem, at kommunen lukkede skolerne i postnummer 6000 Kolding igen. Der ønsker de selvfølgelig ikke at ende i Faxe Kommune.

- Det handler rigtig meget om at handle hurtigt. Det har vi lært af både af Kolding og smitten i Lillebo. Så hvis nogen udviser symptomer, eller der er mistanke om smitte, så siger vi, at man hellere skal kontakte os eller smitteopsporingen en gang for meget end en gang for lidt, siger Henrik Reumert.

Forældre er særligt opmærksomme

Susanne Meyer Christensen er skoleleder på Vestskolen i Faxe Kommune, som Vibengskolen og Nordskovskolen hører under. Her oplever hun en rigtig stor bevågenhed på situationen fra både ansatte og forældre.

- Jeg oplever blandt andet, at forældrene er særligt opmærksomme på at holde deres børn hjemme, hvis der er de mindste tegn på sygdom, siger hun.

quote Hvis vi er i tvivl om, hvem der er nære kontakter, så sender vi hjem til test for en sikkerheds skyld

Henrik Reumert, centerchef, Børn og Undervisning, Faxe Kommune

- I fredags hørte jeg om flere syge børnehaveklassebørn, som var forkølede og havde ondt i halsen. Og der sørger vi selvfølgelig for at få meldt ud til forældrene, at de skal have skærpet opmærksomhed grundet den her situation, og at de meget gerne må få deres børn testet og melde ind, hvis nogen bliver testet positive i familien. Det er det, vi kan gøre lige nu, siger hun.

Sådan er retningslinjerne for de mindste skolebørn:

  • Eleverne må kun være sammen med deres egen klasse i timerne og frikvartererne.
  • Der er ingen afstandskrav i klassen. Børnene må kramme og lege, men ikke være sammen med eleverne fra andre klasser - heller ikke på fællesarealer eller i frikvarterne.
  • Lærerne skal kun gå til undervisning og ikke holde fysiske møder.
  • Der bliver indført krav om mundbind for forældre og andre besøgende i daginstitutioner, skoler og i SFO'en. Hvis forældrene ikke bærer mundbind, skal de aflevere udenfor.

Kilde: Børne - og Undervisningsministeriet.

Glade børn i skolegården

På skolen følger de i videst muligt omfang de gældende retningslinjer, så der for eksempel er så få voksne per klasse som muligt, og at børnene leger i zoner udenfor og ikke bliver blandet.

- Der skal ikke være tvivl om, at vi følger alle retningslinjer, og at vi ikke tager nogen chancer. Vi har set, hvor hurtigt det spreder sig, siger hun.

Læs også
11 er smittet med britisk mutation i børnehave - familier er også ramt
Læs også
11 er smittet med britisk mutation i børnehave - familier er også ramt

Susanne Meyer Christensen vil nemlig også være meget ked af at se Faxe Kommune ende i en situation, hvor de er nødt til at lukke skolerne igen.

- Det er naturstridigt, at børnene skal sidde derhjemme. Nu sidder jeg og kigger ud på nogle børn, der leger, og de har jo savnet deres kammerater. Vi skal holde dem hjemme, når vi får besked på det, så absolut, men de har sørme også været glade, efter de fik lov at komme tilbage, siger hun.

Klar til at handle hurtigt

Henrik Reumert understreger da også, at forældre i Haslev og i resten af kommunen godt kan sende deres børn i skole. Han forsikrer, at hvis nogen – elever eller medarbejdere – bliver testet positive, så bliver der handlet hurtigt.

- Vi har en ekstra grad af forsigtighedsprincip, så vi handler hurtigt og sender hjem i isolation og test af de nære kontakter. Og hvis vi er i tvivl om, hvem der er nære kontakter, så sender vi hjem til test for en sikkerheds skyld, siger han.

Faxe Kommune har de seneste syv dage haft 29 smittede med coronavirus. Det svarer til 79,4 smittede per 100.000 indbyggere. 

Som en konsekvens af smitteudbruddet har Faxe Kommune opstillet et mobilt testcenter. Fredag og lørdag var det ved Sofiendalsskolen i Haslev. Samme sted er der mulighed for at få en kviktest tirsdag og fredag klokken 9-19 i uge 9, og onsdag og torsdag på Faxe Sundhedscenter klokken 9-19, også i uge 9.


Nyhedsoverblik