Borgmestre efterlyser strategi for genåbning af grænser

Hvornår kan turisterne igen få lov til at holde ferie i Danmark? Uvisheden koster turisterhvervene dyrt. Borgmestre kræver en strategi for åbning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste år var udenlandske turister garant for 40 procent af alle overnatninger på Lolland og Falster.

Det er derfor ikke uden grund, at borgmestrene for øens to kommuner, Guldborgsund og Lolland, tripper efter, at regeringen toner rent flag for, hvornår grænserne kan blive genåbnet.

quote Det ville være rart med en eller anden form for linje om, hvornår man kan forvente, det åbner

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Hvis man skal vurdere risikoen ved at åbne grænserne, så synes jeg, at der måske ikke er så meget forskel på Hr. Hanzen fra Berlin eller Hr. Petersen fra København, som skulle holde ferie på Marielyst, netop fordi Tyskland ligger på cirka samme smitteniveau som Danmark, siger borgmester for Guldborgsund Kommune, John Brædder (Guldborgsundlisten).

Han peger på, at som situationen er nu, uden en dato for genåbningen af grænserne, tør tyskerne simpelthen ikke bestille sommerhusferien i Danmark, som ellers er et yndet feriemål.

- Jeg synes, det mindste, man kan gøre, er at melde ud med en strategi, som siger, at hvis smittekurven fortsætter i en positiv retning, sætter man dato på, hvornår man åbner grænsen. Så tør man som turist at gå ind og kigge på at booke et sommerhus.

Her til morgen kan man i Politiken læse, at flere borgmestre i det jyske kræver en dato for genåbning af de danske grænser af hensyn til sommerens turisme.

Turistindustrien i Danmark kan blive hårdt ramt, hvis tusindvis af udenlandske turister, der har booket danske sommerhuse og hoteller i sommerferien, ikke kan komme til landet grundet de lukkede grænser, lyder budskabet.

Samtidig aner de danske værter ikke, om de kan ombooke til potentielle danske gæster.

En halv million tyske overnatninger

Ifølge borgmester John Brædder er det ikke kun sommerhusudlejerne, men hele oplevelsesindustrien, som ser ind i en uvis fremtid med de nuværende restriktioner for at begrænse corona-smitte.

Danmark lukkede sine grænser den 14. marts 2020 for at begrænse risikoen for smitte med corona-virus. Siden har mange andre lande fulgt efter. Alle uden et anerkendelsesværdigt formål med at rejse ind i landet er derfor blevet afvist ved grænsen. Herunder turister.

Læs også
Gæsterne strømmer til genåbnet safaripark
Læs også
Gæsterne strømmer til genåbnet safaripark

Visit Lolland-Falster oplyser, at ud af samlet 1.840.000 turistovernatninger i 2019, tegnede tyskerne sig for de 520.000, svarende til godt 67 procent af alle overnatninger fra udenlandske turister.

quote Det har stor betydning for vores destination, hvis grænserne forbliver lukket i august, hvor tyskerne holder ferie

Brian Lindorf Hansen, destinationschef for Visit Lolland-Falster

I nabokommunen, Lolland, er det især Lalandia, der tiltrækker mange overnatninger, hvor mange af turisterne – med til sammen to tredjedele af de besøgende – er tyskere og svenskere. Her savner borgmester Holger Schou Rasmussen (S) også et praj fra regeringen om, hvornår grænserne, men også oplevelsesindustrien som Lalandia, der er både en vigtig turistdestination og arbejdsplads for kommunen, igen kan blive åbnet.

- Det må være regeringen og Folketingets ansvar, hvornår det er det rigtige tidspunkt at genåbne grænserne, men det ville være rart med en eller anden form for linje om, hvornår man kan forvente, det åbner, siger Holger Schou Rasmussen og tilføjer:

- Vi higer lige så meget efter at få turister til Danmark, men det vigtigste for mig er, at vi får åbnet det danske samfund, før vi får åbnet for hele omverdenen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune håber på, at man får held med at trække danske turister til, hvis tyskerne ikke får lov til at rejse ind.
Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune håber på, at man får held med at trække danske turister til, hvis tyskerne ikke får lov til at rejse ind.

Tyskland har senest advaret mod rejser til udlandet frem til juni måned, noterer borgmesteren sig.

- Som det er lige nu, er der en halv million danskere, som hvert år rejser til udlandet, der ikke har styr på, om de skal holde deres ferie hjemme. Jeg tror, at mange af dem planlægger efter at holde ferie i Danmark – så der er basis for at få lejet nogle af alle de sommerhuse ud til gæster fra andre dele af landet.

Kampagne til danske turister

Senest har Visit Lolland-Falster lanceret en storstilet kampagne til tre millioner kroner, der skal få danskernes øjne op for Sydhavsøerne.

dodekalitten_alle_sten_med_gaester_bibi_nissen.jpg
Læs også
Nu begynder kampen om de danske turister - Sydhavsøerne lokker med stort fremstød
dodekalitten_alle_sten_med_gaester_bibi_nissen.jpg
Læs også
Nu begynder kampen om de danske turister - Sydhavsøerne lokker med stort fremstød

Her arbejder man nu på at udvide sæsonen ind i september. For imens det måske nok lader sig gøre at få danskere til at booke sommerhus i juli, så er det i august, når skolerne her hjemme starter igen, at tyskerne holder ferie.

- Det har stor betydning for vores destination, hvis grænserne forbliver lukket i august, hvor tyskerne holder ferie, siger Brian Lindorf Hansen, destinationschef for Visit Lolland-Falster.

Han savner også, at der bliver meldt noget klart ud i forhold til, hvornår restauranter og hoteller må åbne igen.

Men i forhold til at imødegå et fravær af udenlandske turister i den første del af sommeren er der dog et lille lyspunkt, forklarer Brian Lindorf Hansen.

Grænselukning
Læs også
To afviste om dagen - politiet gør status efter måned med lukkede grænser
Grænselukning
Læs også
To afviste om dagen - politiet gør status efter måned med lukkede grænser

- I de seneste år har man oplevet en efterspørgsel, der oversteg kapaciteten. Det, som vi tærer lidt på i juli måned, er vores overkapacitet. Der bliver ikke så mange, der går forgæves.

Af det samlede antal udenlandske turister i Region Sjælland tegner Lolland-Falster sig for 60 procent af overnatningerne.

Ifølge VisitDenmark spenderer en dansk turist 800 kroner i døgnet – udenlandske turister en smule mindre, men med 1,8 millioner turister alene på Lolland og Falster i det forgangne år er det selvsagt, at der er betydelige summer på spil for ferieindustrien på Sydhavsøerne igen i den kommende sommer.

Overfor Politiken siger justitsminister Nick Hækkerup (S), at han godt forstår problematikken for sommerhusudlejere og hoteller.

- Det kan let blive et underligt løb om at leje sommerhuse. Men vi er nødt til at vente til 10. maj, før de næste initiativer til den her gradvise, forsigtige åbning bliver meldt ud. Vi træder forsigtigt, fordi vi bliver nødt til at se resultatet af de åbninger, der er sket, siger Hækkerup til Politiken.


Nyhedsoverblik