¨

Borgmester efter chokmelding om corona: - Hold nu afstand 

Arkivfoto. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Der er ikke kommet flere smittede med coronavirus til i Sorø Kommune det seneste døgn. Borgmesteren opfordrer dog alle til at være forsigtige. 

- Hold nu afstand, og husk at bruge håndsprit. Det er rigtig vigtigt, at vi får stoppet denne epidemi.  

Sådan lyder opfordringen fra Sorøs borgmester Gert Jørgensen (K), efter kommunen mandag blev fremhævet som en af de kommuner i Danmark, hvor flest de seneste dage er blevet smittet med coronavirus. 

Flertallet af de seks smittede er relateret til slagteriet i Ringsted

Gert Jørgensen (K), borgmester i Sorø Kommune

- Jeg vil på det kraftigste opfordre alle borgere og erhvervsdrivende til at følge myndighedernes retningslinjer. Det har vi været rigtig gode til i Sorø, hvor vi i lang tid var helt i bund med smittetilfælde. Og det skal vi holde fast i og forbedre, siger borgmesteren til TV2 ØST.  

Ro på smitten 

Selvom Sorø er en af de kommuner i Danmark, hvor der i forhold til befolkningstallet er konstateret mest smitte, så er sygdommen dog lige nu i ro. 

Der er i hvert fald ikke konstateret flere smittede i kommunen det seneste døgn, og der er en plan, der inddæmmer dem, som allerede er smittet. Antallet af smittede er seks personer, oplyser borgmester Gert Jørgensen.

- Flertallet af de seks smittede er relateret til slagteriet i Ringsted. Det beroliger os, fordi der allerede her er en række tiltag i gang, der skal stoppe smittespredningen, siger borgmesteren. 

Han oplyser, at kommunen dag for dag følger situationen tæt, og er i løbende kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Skal plejepersonale testes? 

Ingen af de smittede er i forbindelse med plejesektoren i kommunen. 

Det kan dog komme på tale at gennemføre flere tests af de ansatte i kommunens plejesektor, hvor alle i forvejen testes hver sjette uge. Det kan komme på tale, at alle skal testes hver anden uge, men det er endnu ikke afgjort. 

- Vi taler netop nu med Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Sjælland om det. Både om det skal ske, og hvordan det rent praktisk skal kunne gennemføres. Det er noget, som vi regner med at have svar på senere tirsdag, siger Gert Jørgensen. 

VIDEO: Se indslaget fra mandag, hvor der blev sat skærpet opmærksomhed på blandt andet Sorø Kommune. Artiklen fortsætter under videoen.

01:32 Luk video

Det er alene det relativt høje antal smittede i kommunen, der udløser overvejelserne om hyppigere tests. Derfor skal det også undersøges, om de specielle forhold omkring udbruddet gør det nødvendigt. 

Indtil nu er knap 15.000 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. 620 personer er efterfølgende døde med smitten. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App