Børn coronatestes i særlig vogn: - Godt hun ikke skal blive mere bange

En særlig vogn til coronatests af børn skal øge trygheden for de små, når de kommer til Slagelse Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lille Anabelle har sin sut i munden, sin bamse i favnen og sidder på sin fars skød, men er alligevel ikke helt tryg ved situationen, da TV2 ØST møder hende og hendes far foran Slagelse Sygehus.

Her sidder Troels Rasmussen med sin datter, fordi hun er sløj og har vist symptomer, der kunne være coronavirus. Derfor skal hun testes - men rammerne omkring testen er ikke helt de samme som for voksne.

Anabelle fra Faxe Ladeplads er sløj og skal testes for coronavirus. Det er utrygt, men et nyt tiltag skal gøre børnene mere trygge på Slagelse Sygehus.
Anabelle fra Faxe Ladeplads er sløj og skal testes for coronavirus. Det er utrygt, men et nyt tiltag skal gøre børnene mere trygge på Slagelse Sygehus. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Voksne bliver nemlig testet i et stort telt, hvor den voksne selv skal gå ind - men den løsning dur ikke til børnene, forklarer Pernille Mathiesen, ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen.

quote Det kan være helt vildt overvældende at komme

Pernille Mathiesen, ledende overlæge

- Vi har valgt at lave et særskilt afsnit for børnene, for vi ved, det kan være helt vildt overvældende at komme ind i det store telt, hvor der er mange mennesker, uro og larm. Det kan være utrygt for børnene, forklarer overlægen.

Pernille Mathiesen, ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen
Pernille Mathiesen, ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Personalet er vant til børn

Løsningen på den udfordring er en særlig skurvogn, hvor børnene kan blive podet uden at skulle forbi teltet, hvor de voksne synes. En god løsning, mener Troels Rasmussen.

- Det er utrygt nok for børnene i forvejen, så det er godt, hun ikke skal blive mere bange. Hun forstår måske ikke så meget af det, men de større børn gør jo, siger han.

quote Du får en bedre undersøgelse, en bedre kontakt med barnet, og du kan afdramatisere det

Pernille Mathiesen, ledende overlæge

Samtidig bliver børnene mødt af personale, der er vant til at møde utrygge børn.

- Den største fordel er, at børnene sidder sammen med en sygeplejerske, der har forstand på børn. Så det bliver trygt, og det bliver ligesom de kender det, når de er til en læge eller sygeplejerske, de er vant til at håndtere børn. Du får en bedre undersøgelse, en bedre kontakt med barnet, og du kan afdramatisere det her meget store og farlige, som det nemt kan opleves i det store telt.

 
  Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Forventer flere syge børn

Ligesom de voksne skal børn have en henvisning til podning fra deres egen læge.

- Vi får dem ringet ind af de praktiserende læger. Skal de kun podes, får de at vide, at de skal vente ude i deres bil, og så ringer vi dem ind, når vi har tid. De går så direkte til vognen, så de ikke skal stå og vente i kulden, forklarer Pernille Mathiesen, ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen.

Nu hvor skoler og daginstitutioner i denne uge er ved at åbne op for de mindste, regner sygehuset med en stigning i antallet af børn, der skal testes. 

- Når de kommer i institution igen, begynder de at få alle de almindelige sygdomme, som vi har været forskånet for i den her tid, hvor vi har levet isoleret, siger Pernille Mathiesen.

Martin Banke Jensen og hans datter Viktoria Glad er taknemmelige for, at børn kan blive testet under mere trygge forhold.
Martin Banke Jensen og hans datter Viktoria Glad er taknemmelige for, at børn kan blive testet under mere trygge forhold. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Martin Banke Jensen fra Kirke Stillinge er også glad for løsningen med en særskilt vogn til podning af børn. Hans datter Viktoria Glad viste sygdomstegn, og de fik derfor at vide af hendes skoleleder, at hun skulle kontakte lægen for at få klarhed over, om hun kan tage i skole igen.

- Som forælder er man tryg ved, at man kan komme til direkte uden at skulle stå i kø og vente. Børnene kan jo godt være lidt nervøse, så det er rart, at man ikke skal stå i for lang tid og vente, siger Martin Banke Jensen.


Nyhedsoverblik