Beboere i udsat boligområde bliver testet for corona-antistoffer: - Min test var positiv

Projektet Vi tester Danmark var søndag forbi Ringparken. Her kunne beboerne få en antistoftest, der viser, om de har haft coronavirus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Cirka 115 beboere fra Ringparken i Slagelse var søndag forbi beboerhuset Nordhuset for at blive testet for antistoffer mod corona samt svare på et spørgeskema.

Det er en del af projektet Vi tester Danmark, der har til formål at opnå viden om smitte og immunitet i befolkningen.

Og nu er projektet gået ind i fase to.

- Fase to i Vi tester Danmark er den fase, hvor vi går ud og tester nogle helt specifikke grupper. Og de grupper er udvalgt efter, at det er nogle grupper, der er lidt svære at nå, siger overlæge og initiativtager Kasper Iversen.

quote Det betyder, at man er en del af et større fællesskab i forhold til coronabekæmpelse

Yahye Zuber, Beboerrepræsentant, afdeling 23, Ringparken

Fase to henvender sig til sårbare grupper i samfundet, der forventes at være ekstra udsatte under en epidemi. Det er blandt andet hjemløse, beboere og ansatte på plejehjem og botilbud og udsatte boligområder såsom Ringparken.

- Der er jo forskel på grupperne. Med alle de ikke etniske danske, der er i de forskellige ghettoområder, kan der være nogle sprogproblemer. Og så bor de relativt mange på relativt lidt plads. Så man må frygte, at der er øget risiko for smitte i de områder, siger Kasper Iversen.

Positivt for Ringparken

Vi tester Danmark er et stort nationalt projekt, som blandt andet Statens Serum Institut står bag. De vil undersøge, hvilke konsekvenser coronavirussen har haft blandt borgerne i Danmark.

Beboerrepræsentant for afdeling 23 i Ringparken Yahye Zuber er glad for, at beboerne i Ringparken deltager i projektet.

- Det betyder, at man er en del af et større fællesskab i forhold til coronabekæmpelse, siger han og fortsætter:

Yahye Zuber, beboerrepræsentant i Ringparken.
Yahye Zuber, beboerrepræsentant i Ringparken. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

- Der er flere elementer. Den ene del er at være med i forskningen i forhold til, hvor mange der er blevet smittet. Den anden del er, at vi tidligere har lavet projekter og indsatser for at hjælpe Ringparken mod corona. Nu kan vi se, ud fra hvor mange der har haft corona, hvad vi skulle have gjort i forhold til vores tidligere indsatser.

Overraskende svar

For Ringparken-beboer Finn Olsen var svaret på antistoftesten ikke helt, hvad han havde regnet med.

Cirka 115 beboere fra Ringparken i Slagelse var søndag forbi beboerhuset Nordhuset for at blive testet for antistoffer.

- Min test var positiv, så jeg har haft det, fortæller Finn Olsen. 

- Jeg blev godt nok lidt overrasket. Jeg har jo ikke fejlet noget. Min kone havde det i marts, så jeg er lidt overrasket over, jeg ikke fejlede noget, fortsætter han.

Han var en af de fem i Ringparken, som fik en positiv test for antistoffer.

Tilbage i marts var strategien mod corona helt anderledes. Derfor blev Finn Olsen dengang ikke testet.

- Hvis jeg var sund og rask, så kunne jeg bare fortsætte med at arbejde, fik jeg at vide, fortæller han.

Svar fra en halv million danskere

I første fase af Vi tester Danmark fik en million danskere tilsendt spørgeskemaet samt tilbuddet om en antistoftest.

Der valgte 474.000 borgere at udfylde spørgeskemaet og 322.000 af dem udførte også en antistoftest.

Læs også
Nu skal danskere stikprøves for antistoffer mod corona
Læs også
Nu skal danskere stikprøves for antistoffer mod corona

Nu begynder forskere at bearbejde det store datamateriale, hvor de blandt andet vil undersøge, hvilke symptomer der er hyppigst, og hvilke senfølger folk oplever.

Når der om nogle uger er indsamlet nok data i fase to, vil det give forskerne en endnu bredere viden, der kan bruges nu og i fremtiden.

- Ideen er jo at sammen med alle de andre overvågningsdata, så er det en del af den værktøjskasse, man kan bruge, når man skal forebygge smitten. Altså, hvad er det for nogle restriktioner, der er mest effektive, hvad er det for nogle gode råd, der er bedst. Jo mere viden, vi har om smitten, jo lettere er det at gribe ind og forebygge, siger Kasper Iversen. 


Nyhedsoverblik