Antallet af coronaindlagte risikerer at tredobles på få uger

Ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer antallet af indlagte coronapatienter at stige til rekordhøje 750-850.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af indlagte coronapatienter risikerer i den kommende uge at blive mere end tredoblet i forhold til at starten af december.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i den seneste udgave af en rapport, der løbende registrerer kapaciteten på landets hospitaler.

Mens der i starten af december var 254 indlagte coronapatienter, så er antallet senest blevet opgjort til 606. Det er mere end en fordobling og samtidig rekord under hele epidemien.

Læs også
Hans kæmper mod coronavirus - i dag har lægerne flere muligheder for at behandle
Læs også
Hans kæmper mod coronavirus - i dag har lægerne flere muligheder for at behandle

Rekorden risikerer at blive mere end tangeret inden for den næste tid, vurderer Sundhedsstyrelsen.

- Hvis de nuværende smittetal fortsætter i samme niveau over den kommende uge, er det forventningen, at antallet af indlagte vil stige til cirka 750-850 alt efter sammensætningen af smittekæderne.

- Heraf vil cirka 120-140 have behov for intensiv behandling, skriver styrelsen i rapporten.

Antallet af smittede slår rekord

Til sammenligning er det 86 af de 606 patienter, der i øjeblikket er indlagt med coronavirus herhjemme, der har brug for intensiv behandling.

Prognosen fra Sundhedsstyrelsen kommer på et tidspunkt, hvor det ikke blot er antallet af indlagte, der er rekordhøjt.

quote Der har i de seneste døgn været et antal nyindlagte covid-19-patienter, som væsentligt overstiger niveauet i marts måned 2020

Sundhedsstyrelsen i rapport

Også antallet af nye smittetilfælde har sat rekord flere gange i december.

Lige nu er det de 4508 nye smittetilfælde, der blev registreret mellem torsdag og fredag i denne uge, der er det højeste nogensinde.

Smittespredningen har ført til, at situationen i alle landets 98 kommuner nu er bekymrende, når man bruger myndighedernes bekymringsgrænse på 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Vil stige særligt i Region Sjælland

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det også hele landet, der risikerer at komme til at opleve flere indlagte coronapatienter.

- Sundhedsstyrelsen forventer et kraftigt stigende antal indlagte covid-19 patienter i alle regioner, særligt i Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Midtjylland.

Læs også
Region Sjælland runder 76 indlagte – tirsdag blev endnu et corona-afsnit taget i brug
Læs også
Region Sjælland runder 76 indlagte – tirsdag blev endnu et corona-afsnit taget i brug

- Der har i de seneste døgn været et antal nyindlagte covid-19-patienter, som væsentligt overstiger niveauet i marts måned 2020, hvor forrige bølge toppede, skriver styrelsen.

For at sikre kapaciteten til flere indlagte coronapatienter har flere hospitaler i landet udskudt planlagte behandlinger.

Eksempelvis har Region Hovedstaden udskudt alle ikke-akutte behandlinger fra 21. december og tre uger frem.


Nyhedsoverblik