20-årige Anne fortæller om at være skizofren og ensom under nedlukning: - Jeg har mange paranoide tanker

Omkring 120.000 mellem 16 og 29 år føler sig ofte eller altid ensom. For 20-årige Anne fra Næstved har opfordringen om at være hjemme konsekvenser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Coronakrisen og myndighedernes besked om at leve en isoleret tilværelse uden fysisk kontakt med andre mennesker er ren gift for gruppen af ensomme unge, der har det svært med at leve alene.   

quote Det var meningen, jeg skulle få sociale relationer ligesom alle andre. Men nu er jeg alene hjemme igen

Anne Jakobsen, Næstved

Gruppen er stor: Omkring 120.000 mellem 16 og 29 år føler sig ofte eller altid ensom, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Det er den aldersgruppe, hvor flest føler sig ensomme. 

En af dem er 20-årige Anne Jakobsen fra Næstved.

Hun lider af skizotypisk sindslidelse, der er en mildere form for skizofreni og har paranoide tanker, social angst, er deprimeret og mærker ofte en følelse af at være helt tom indeni, hvor håbet er væk.

I videoen øverst i artiklen kan du høre Anne Jakobsen fortælle, hvordan det er at være ensom med en sindslidelse under corona-situationen.

Sten Knuth
Læs også
Venstre vil genåbne foreninger og idrætsklubber
Sten Knuth
Læs også
Venstre vil genåbne foreninger og idrætsklubber

Hun er tilknyttet den frivillige organisation Ventilen, der hjælper unge med at håndtere og tackle ensomheden. Hun begyndte at komme i Ventilen i 2016 og er kommet langt i sin udvikling og har her mødt søde personer, der ville hende det bedste.

Nu, hvor coronaen er skyllet ind over Danmark, er mange af hendes symptomer i højere grad vendt tilbage, fordi hverdagen har ændret sig, og hun er alene igen. 

- Det var meningen, jeg skulle få sociale relationer ligesom alle andre. Men nu er jeg alene hjemme igen, ligesom jeg var førhen. Ligesom jeg altid har været. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Anne Jakobsen lider af skizotypisk sindslidelse, og hun har brug for sociale relationer.
Anne Jakobsen lider af skizotypisk sindslidelse, og hun har brug for sociale relationer. Foto: Kras

- Jeg kan for eksempel gå i supermarkedet og tro, at alle folk er smittede, selvom de nok ikke er det, siger hun til TV2 ØSTs ungdomsredaktion, Kras. 

Organisation mødes online med de unge

I Ventilens lokalafdeling i Næstved, hvor Anne er tilknyttet, oplever de, at de unge, der kommer hos dem, har det svært i den her tid. Før virussen kom, mødtes de unge fysisk med personalet, nu foregår mødet online, stadig med de samme aktiviteter. Sidste tirsdag lavede de unge og det frivillige personale for eksempel mad sammen virtuelt.  

- Generelt oplever vi blandt vores unge, at den sociale isolation er svær for dem. Det er svært, at de lige pludselig ikke kan øve sig i at være sociale, som de ellers bruger Ventilen til, siger Ditte Halberg Rasmussen, der er formand for Ventilen i Næstved.  

I første omgang er Anne og resten af den unge målgruppe ikke en del af den gradvise genåbning af Danmark, og Ditte Halberg Rasmussen frygter, det kan have nogle konsekvenser, at de unge i længere tid skal opholde sig hjemme i stedet for at fortsætte med at bryde grænser og eksempelvis tage i skole. 

- Det kan komme til at have nogle konsekvenser. Men de må holde ud lidt endnu og håbe på, at håbet ikke er så langt væk, siger Ditte Halberg Rasmussen.  

Har et budskab til ligesindede

Når den gradvise åbning også gælder 20-årige Anne, skal hun som noget af det første overvinde frygten og angsten for at tage i skole, hvor hun går på den forberedende grundudannelse, FGU, og gå i store forsamlinger igen.

Midt i coronatiden har hun et generelt budskab til andre ensomme unge med social angst eller andre diagnoser: 

- Jeg vil bare sige til jer: Bliv med at gribe tanken om at få nye venner.


Nyhedsoverblik