Højeste antal coronatilfælde i fem måneder

Antallet af indlagte stiger med 11 til 167 personer og er det højeste siden midten af maj.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Yderligere 1349 personer er testet positive for covid-19, oplyser Statens Serum Institut søndag.

Det er femte dag i træk med flere end 1000 nye coronatilfælde om dagen.

Man skal tilbage til 21. maj for at finde et tilsvarende antal nye smittetilfælde opgjort for en dag.

quote Der er stadig aktiv smittespredning ude i samfundet. Heldigvis er indlæggelsestallene ikke bekymrende

Åse Bengård Andersen, overlæge, Infektionsmedicinsk Klinik, Rigshospitalet

De smittede er fundet på baggrund af 67.192 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Det betyder, at andelen af smittede blandt de testede er 2,01 procent. Et niveau, man skal tilbage til januar for at genfinde.

Antallet af indlagte ikke bekymrende

Antallet af indlagte coronapatienter er det seneste døgn steget med 11 til 167 personer. Det er det højeste siden midten af maj.

- Der er stadig aktiv smittespredning ude i samfundet. Heldigvis er indlæggelsestallene ikke bekymrende på nuværende tidspunkt.

- Men jeg noterer mig, at tallet er stigende, siger ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet Åse Bengård Andersen.

Læs også
Lolland har landets næsthøjeste smitte – mistænker festival for at være smittespreder
Læs også
Lolland har landets næsthøjeste smitte – mistænker festival for at være smittespreder

Hun tilskriver den mere udbredte smitte, at vi har nået en årstid, hvor vi er mere sammen indendørs. Derfor har virus bedre mulighed for at sprede sig.

Kombineret med at effekten af de første vaccinestik nu er aftagende for de målgrupper, der fik vaccinen først.

Opfordrer til at blive vaccineret

Ifølge den ledende overlæge er det kendetegnende for de indlagte, hun ser, at de enten er uvaccineret eller har andre underliggende sygdomme.

Det bedste, vi ifølge overlægen kan gøre for at få styr på coronasituationen, er at motivere den del af befolkningen, som ikke er vaccineret, til at blive det.

Desuden er det ifølge Åse Bengård Andersen en "god strategi" at give de ældste og mest sårbare et tredje vaccinestik.

Læs også
Færre muligheder for coronatest møder kritik
Læs også
Færre muligheder for coronatest møder kritik

Selv om indlæggelsestallene ikke bekymrer overlægen på nuværende tidspunkt, er der et begyndende pres.

- Jeg tror sagtens, vi kan håndtere det endnu. Men vi ved jo ikke, hvor det ender. Vi har også en influenza, vi gerne vil holde for døren.

- Vi er i det hele taget ved at mærke, at vi også har andre infektionssygdomme, som begynder at fylde op, siger hun.

Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald det seneste døgn. Samlet set er 2699 personer afgået ved døden, efter de tidligere har haft påvist covid-19.

75 procent af befolkningen har fået begge vaccinestik og er færdigvaccineret. 3,9 procent har fået et tredje vaccinestik.


Nyhedsoverblik