I dag sendes tusindvis af elever på uddannelsesbesøg - aflyst fra på torsdag

Ifølge skolelederne bør elever ikke blandes på kryds og tværs. I stedet skal skoler finde lokale løsninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Opdatering
Clock26. okt 2020, kl. 08:32
Brobygningen for landets skoleelever aflyses i efteråret. Aflysning træder i kraft torsdag. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Ritzau.

Det er "helt galt", at tusindvis af skoleelever fra mandag sendes ud på landets uddannelsesinstitutioner og blandes på kryds og tværs.

quote Folkeskoleloven og corona passer ikke sammen, det gør det ikke

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen

Det mener Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen.

Alle elever i 9. og 10. klasse sendes i brobygning, hvor de besøger landets uddannelsesinstitutioner, men det burde være op til skolerne selv at beslutte, hvordan det afholdes i år, mener han.

Blandt andet sendes 22.000 efterskoleelever i brobygning i denne uge.

- Jeg forstår ikke, at Børne- og Undervisningsministeriet ikke hjælper folkeskolerne og ungdomsuddannelserne med at finde nogle løsninger lokalt.

- Om det bliver virtuelt, om undervisere kommer ud til skolerne eller andet, det bør være op til skolerne. Folkeskoleloven og corona passer ikke sammen, det gør det ikke, siger han.

Flere bakker op

I Efterskoleforeningen ser formand Torben Vind Rasmussen også gerne brobygning afviklet på anden vis end planlagt.

- Jeg er begejstret for brobygning, men med dens nuværende form giver det ikke mening, at samtlige efterskoleelever i 10. klasse plus andre elever fra andre skoler skal ud i busser og besøge uddannelserne, samtidig med at de kæmper en brav kamp for at holde smittespredning for døren, siger han.

Torben Vind Rasmussen vil ikke have forløbet aflyst, for det er vigtigt, at de unge bliver styrket i deres fremtidige valg af uddannelse.

- Men der er så mange mulige digitale løsninger som webinarer og virtuelle undervisningsforløb. Så jeg synes, at vi skal ombord i de redskaber, vi faktisk har udviklet i foråret, og så løse brobygningen sådan i år, siger han.

Skoleledere om coronakrisen
Læs også
Fire skolelederes erfaringer under coronakrisen: Færre konflikter og bedre vilkår for de stille elever
Skoleledere om coronakrisen
Læs også
Fire skolelederes erfaringer under coronakrisen: Færre konflikter og bedre vilkår for de stille elever

I Aarhus mener rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF), at det er en unødig risiko at udsætte eleverne for, når skolerne gør en stor indsats for at overholde myndighedernes retningslinjer. Det siger han til TV2 Østjylland.

- Med de smittetal, der er lige nu, der havde jeg foretrukket, at man havde fokuseret på kerneundervisningen, siger rådmanden til mediet.

I interesseorganisationen Danske Gymnasier er formand Birgitte Vedersø mest optaget af at holde skolerne åbne.

- En del af almindelig åben skoledrift er brobygning. Vi mener, at vi gør det forsvarligt, når vi har gæster.

- Men omvendt har vi fuld forståelse, hvis det er myndighedernes vurdering, at det ikke skal gennemføres, siger hun.

Aflyst fra torsdag

Efter kritikken er brobygningen for landets skoleelever dog blevet aflyst. Aflysning træder i kraft torsdag.

Det sker samtidig med, at kravene om mundbind eller visir indføres på uddannelsesinstitutioner for at stoppe spredning af corona.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet til Ritzau.

- Mange spørger til brobygning. Detaljerne vedrørende aflysning af brobygning er under hastig udarbejdelse og offentliggøres, så snart de er på plads, skriver børne- og undervisningsministeriet Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på Twitter.

- Vi forventer aflysning af brobygning træder i kraft på torsdag - på samme tidspunkt som reglerne vedrørende mundbind for sektoren. Opdatering følger, tilføjer hun.

Ministeriet oplyser dog, at aflysningen finder sted torsdag. Meldingen kommer, efter at SF har udtalt, at brobygningen bør aflyses.


Nyhedsoverblik