Radikale vil have redegørelse fra regeringen om grænselukning

De Radikales leder, Morten Østergaard, vil have flere oplysninger om grænselukningen som følge af coronavirus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, var i første omgang ude med opbakning, da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag aften på et pressemøde annoncerede, at regeringen ville lukke grænsen.

Kun udlændinge med anerkendelsesværdige grunde til at tage til Danmark skal have adgang til landet for at forhindre yderligere spredning af coronavirus, lød det fra statsministeren.

quote Vi skal jo bruge alle ressourcer der, hvor de kan gøre bedst gavn mod epidemien

Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale

Der kan foreløbig imidlertid ikke findes den store dokumentation for, at en lukning af grænsen skulle have en positiv sundhedseffekt. Derfor vil Morten Østergaard have en redegørelse fra regeringen.

- Når vi er i en så alvorlig situation, baserer vores samarbejde sig på, at vi kan have tillid til de oplysninger, som statsministeren og regeringen giver os, siger Morten Østergaard i en skriftlig kommentar.

- Jeg blev som de andre partiledere orienteret i al hast i går (fredag, red.) og blev blandt andet betrygget i, at der var tale om en midlertidig grænsekontrol i overensstemmelse med EU-retten.

- Hvor det netop er muligt at indføre midlertidig grænsekontrol for at varetage sundhedsmæssige hensyn, siger han.

Radikale modstandere af grænsekontrol

Grænselukningen trådte i kraft lørdag klokken 12.

De Radikale er generelt modstander af grænsekontrol- og lukninger, så Morten Østergaard ser frem til at få en mere detaljeret redegørelse fra Mette Frederiksen.

- Jeg vil bede statsministeren redegøre mere grundigt for begrundelserne for beslutningen. Så vi kan have fuld tillid. Og så det står klart, hvad der skal til, for at vi kan normalisere forholdene ved grænserne igen.

- Vi skal jo bruge alle ressourcer der, hvor de kan gøre bedst gavn mod epidemien, siger Morten Østergaard.

Økonomisk kommer det til at koste dyrt for Danmark at lukke grænserne, blandt andet i tabte indtægter fra turisme.

Grænselukningen gælder foreløbig i en måned.


Nyhedsoverblik