¨

Teledata helt centrale i sag om bølge af hjemmerøverier

Anklager Charlotte Skovmand er forhåbningsfuld forud for ankesagen.

Teledata var centrale, da fem kroatiske statsborgere i byretten blev dømt for at stå bag en lang række hjemmerøverier. Nu er ankesagen i gang.

Både anklageren og forsvareren har anket dommen mod fem kroatiske statsborgere i et enormt sagskompleks om en lang række hjemmerøverier, hvor det især var ældre og syge, der var ofre.

Torsdag startede så ankesagen i landsretten i det enorme sagskompleks, der omfatter hele 45 forhold, hvor de fem tiltalte ifølge anklagerne på kryds og tværs har samarbejdet om at begå voldsom kriminalitet.

- Sagen er rigtig interessant, fordi byretsdommen i høj grad byggede på teledata – altså tilfælde, hvor de tiltaltes telefoner kunne forbindes med gerningsstedet og gerningstidspunktet. Siden er det jo dog kommet frem, at der kan være fejl i disse registreringer, siger TV2 ØSTs journalist Jessica Skovmose fra landsretten.

Hun understreger, at anklageren igen godt må bruge teledata i retten, men forudser, at netop det bliver et stridspunkt.

- Det er klart, at forsvarerne vil påberåbe sig den tvivl, som der har været omkring teledata. Og det bliver interessant at se, om det får betydning for sagens udfald, siger hun.

Sagen sluttede i byretten med, at de fem anklagede blev idømt mellem otte og 15 års fængsel og udvisning for bestandig. En 19-årig tiltalt i sagen blev frifundet i de tre forhold, som han var anklaget i.

OM SAGEN:

Disse 11 hjemmerøverier begået i TV2 ØST's sendeområde har været en del af sagen: 
 

  • 9. november 2016 i Tingsted på Falster
  • 1. februar 2017 i Rønnede på Sydsjælland
  • 7. maj 2017 i Præstø på Sydsjælland​​​​​​
  • 29. maj 2017 i Rødby på Lolland
  • 20. juli 2017 i Dianalund på Sydvestsjælland
  • 15. august 2017 i Nykøbing Falster på Falster
  • 21. august 2017 i Stege på Møn
  • 24. august 2017 i Stensved på Sydsjælland
  • 4. september 2017 i Stege på Møn
  • 15. september 2017 i Stubbekøbing på Falster
  • 5. november 2017 i Borre på Møn

Derudover indgik hjemmerøverier i Albertslund, København S, Solrød Strand, Kastrup, Valby, Bagsværd, Herlev, Hørsholm, Kirke Såby og Hvidovre på Sjælland samt i Jelling og Christiansfeld i Sønderjylland i sagskomplekset.

 

I alt var der 26 hjemmerøverier i anklageskriftet.

 

Foruden hjemmerøverierne var anklageskriftet også fyldt med flere indbrud, bedrageri, besiddelse af skydevåben, ulovlig omgang med hittegods og overtrædelse af færdselsloven. Der er 45 forhold i sagen.

 

Kilde: Anklagemyndigheden

Se mere

Sagen er anket

Både de dømte og anklageren i sagen har valgt at anke dommen. Og der er en god grund til, at anklageren også går efter en skærpelse. Det siger hun til TV2 ØST.

Anklager Charlotte Skovmand fra Statsadvokaten i København mener, at de har en god sag.

- De er allerede idømt en lang straf, men vi anker til skærpelse fordi vi synes, at det er en meget grov sag med rigtig mange røverier. Vi mener godt, at det kan strammes, siger hun.

Charlotte Skovmand understreger samtidig, at et af målene er at stille retten og nævningene frit til selv at bedømme straffen, nu hvor forsvaret også har anket sagen.

I byretten var der indkaldt 60 vidner i sagen.

I denne omgang vil der dog ikke blive indkaldt nær så mange vidner, da man har valgt at skåne dem. Mange af ofrene i sagen er ældre, der er meget påvirkede af deres oplevelser i forbindelse med hjemmerøverierne.

For nogle af de ældre er situationen så alvorlig, at den kan betegnes som posttraumatisk stress, og for nogen har det den betydning, at de ikke længere kan bo hjemme.

I stedet for at skulle vidne selv, så vil deres forklaringer fra byretten i stedet indgå i ankesagen.

SÅDAN LØD DOMMEN I BYRETTEN:

  • En 37-årig mand blev kendt skyldig i tre hjemmerøverier. Det er vennen af familien. Han fik otte års fængsel.
  • En 48-årig mand - faren i familien - blev kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han fik 12 års fængsel.
  • En 23-årig mand - den ældste søn - blev kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han er også kendt skyldig i blandt andet langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse under hjemmerøverierne. Han fik 15 års fængsel.
  • En 20-årig mand - den mellemste søn - blev kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han er også kendt skyldig i blandt andet langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse under hjemmerøverierne. Han fik 15 års fængsel.
  • En 51-årig kvinde - moren i familien - blev kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Hun fik 12 års fængsel.
  • En 19-årig mand - den yngste søn - blev blevet frikendt i alle tre forhold, han var tiltalt i.
     

Alle de dømte valgte at dømme sagen til frifindelse i landsretten.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App