Anklager om bestikkelse: Det kan blive meget omfattende

Østre Landsret har besluttet sig for at lukke dørene til retsmøde i omfattende bestikkelsessag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En allerede omfattende sag om påstået bestikkelse kan vise sig at blive endnu større.

Det antyder specialanklager Jørn Thostrup tirsdag formiddag i Østre Landsret, hvor han forsøger at overbevise retten om at lukke dørene for offentligheden.

- Det vil være til stor skade for politiets efterforskning, hvis man allerede på nuværende tidspunkt giver offentligheden kendskab til sagen.

- Vi kan se, at den her sag kan udvikle sig til at blive meget omfattende. De personer, som vi skal ud og kontakte i de kommende uger, mener vi ikke, skal være varslet om, hvad der bliver sagt her, siger specialanklageren.

I alt er 13 personer sigtet i sagen om bestikkelse. Seks af dem blev for to uger siden varetægtsfængslet, men de kærede alle deres fængsling til landsretten.

Det er i den forbindelse, at de seks mænd, deres forsvarere og specialanklager Jørn Thostrup tirsdag formiddag er på plads i Østre Landsret i København.

På vegne af alle seks forsvarsadvokater kræver advokat Jørgen Lange i modsætning til anklageren, at offentligheden får kendskab til sagen.

Han henviser til, at blandt andre den administrerende direktør i firmaet Atea, der spiller en helt central rolle i sagen, har udtalt sig kompromitterende om de fængslede i medierne.

- Vi mener, at vores klienter har ret til at komme til genmæle, siger Jørgen Lange.

Retten er imidlertid uenig og lukker efter en kort votering dørene til retsmødet.

Politiets påstand er, at ansatte i to it-firmaer har ydet bestikkelse til personer ansat i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet.

Blandt de fængslede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet. De fire andre er medarbejdere i de to it-firmer.

Blandt de fire personer, der er varetægtsfængslet for at betale bestikkelse, er en nuværende medarbejder i Atea.

De tre øvrige er alle tidligere højt placerede medarbejdere i Atea, som i dag arbejder hos det konkurrerende firma.

/ritzau/


Nyhedsoverblik