Zornig skal undersøge nomadefamilier

Den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig, får nu en halv million til at undersøge nomadefamilier, og hvordan de kan hjælpes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En undersøgelse skal nu hjælpe politikere og socialfaglige medarbejdere til at forstå nomadefamilier bedre - og hvordan de skal hjælpes.

Social- og integrationsministeriet har bevilget 500.000 kroner til undersøgelsen, som skal foretages af Huset Zornig med tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig, i spidsen.

- Overgreb på børn er noget af det mest forfærdelige der findes. Derfor er det så vigtigt at vi lærer mere om de forældre, som flygter fra socialforvaltningerne. På den måde kan vi forhåbentlig hjælpe i tide og sikre at deres børn får en tryg opvækst, siger Social- og integrationsminister Karen Hækkerup(S) i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen skal ende med en rapport, der kommer med anbefalinger til, hvad kommunal- og landspolitikerne kan gøre for at undgå, at familierne isolerer sig.

- Det er især vigtigt for børnene, at vi bliver mere opmærksomme på, hvilke mekanismer, der får de voksne til at lukke af. Vi ved ikke, om de her familier flytter eller flygter. Vi er meget interesserede i at høre deres bud på årsagen til, at de lukker af, og hvordan vi kan undgå det, siger Lisbeth Zornig i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik