Zoo-direktør skød sin eks-kone og sig selv

Mand opsøgte og skød sin tidligere hustru og derefter sig selv ved en familietragedie i Faxe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En familietragedie kostede tirsdag to personer livet, da en mand dræbte sin eks-kone, før han begik selvmord. Det oplyser Ritzau

Ifølge politiet opsøgte den 40-årige Peter Bo Rasmussen tirsdag formiddag sin eks-kone, der boede i en ejendom på Hylleholtvej i Faxe Ladeplads. Ifølge medieforlydender var det kvindens far, der boede på stedet.

Politiet ønsker dog ikke, at gå i detaljer omkring forholdet.

- Det er en ulykkelig tragedie, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Han fortæller, at da Peter Bo Rasmussen opsøgte sin 33-årige eks-kone var der først en dialog mellem de to. Men det er endnu usikkert, hvad de to diskuterede.

- Der er endnu nogle hjørner af sagen, der skal belyses, siger Søren Ravn-Nielsen.

Ulykkeligvis endte det med, at manden trak en pistol og skød kvinden ind gennem vinduet. Hun omkom, da hun blev ramt af flere skud.

Umiddelbart efter valgte Peter Bo Rasmussen at tage livet af sig selv ved hjælp af pistolen.

Der blev tilkaldt en lægehelikopter til stedet, men det var ikke muligt at redde de to.

Parret har tidligere drevet Næstved Zoo, og de var i den forbindelse i medierne med en sag, der endte i retten, fordi besøgende mod betaling fik lov at klappe havens tigerunger. Manden var ejer, mens eks-konen i en periode var direktør.

Under retssagen blev Peter Bo Rasmussen også dømt for at have holdt en række sjældne dyr uden tilladelse.

Parret har en lille datter sammen, men pigen var ikke på adressen, da drabet skete.

Det har tidligere været fremme, at også en hund skulle være blevet dræbt ved skyderiet i Faxe Ladeplads, men det afviser politiet.


Nyhedsoverblik