Zenia Stampe vinder radikalt mandat

Det bliver Zenia Stampe, der kommer i Folketinget for Radikale Venstre i Sjællands Storkreds. Dermed er klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen ude.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg er selvfølgelig glad og stolt. Jeg synes dog, at det er ærgerligt, at vi mister vores 2. mandat i Sjællands Storkreds, og jeg synes, at Rasmus Helveg Petersen og jeg har suppleret hinanden godt både i Folketinget og i valgkampen, siger Zenia Stampe (Rad. V.) til TV ØST.

Der var lagt op til en gyser, før de personlige stemmer blev talt op fredag eftermiddag, og det stod klart, hvem der skal repræsentere det Radikale Venstre i Sjællands Storkreds. 

- Det har været nervepirrende at følge med. Det skal fejres med at lægge telefonen fra mig. Nu skal jeg være mere nærværende for vores søn på 6 uger og vores datter på 2 1/2 år, siger Zenia Stampe til TV ØST.

Med en nedgang på landsplan fra 17 til ni mandater mistede gik partiet fra to til et mandater, og det betød, at vi efter valget torsdag skulle sige farvel til enten Zenia Stampe eller Rasmus Helveg Petersen, der indtil i dag fredag var klima- og energiminister.

- Partiet har fået en mavepuster, men jeg er topmotiveret. Jeg er en politiker, der er bedst i modvind, og nu skal jeg kæmpe mod national egoisme, og at vi tørrer regningen af på de svageste i verden. Jeg har heldigvis fået et stærkt mandat, og det er vigtigt, når man råber højt, som jeg gør. Så er det rart at vide, at man har opbakning til det, siger Zenia Stampe til TV ØST.

Ved valget i 2011 skilte under 100 stemmer de to kandidater, men i år trak Stampe klart fra og fik 3510 personlige stemmer mod Helvegs 1795 personlige stemmer.

Dermed fortsætter Zenia Stampe altså i Folketinget, mens Rasmus Helveg Petersen skal ud og se sig om efter nyt arbejde.


Nyhedsoverblik