Yngre læger: Udkantsbonus kan ikke stå alene

Muligheden for at udvikle sig er lige så vigtig som en bonus, siger formanden for Yngre Læger om forsøgsordningen, der giver læger bonusser for at rykke til provinsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen har afsat 187 millioner kroner til en forsøgsordning, der de næste fire år skal gå til bonusordninger til læger, der tager en stor andel patienter med kroniske lidelser eller patienter i tyndt befolkede områder.

Formålet er blandt andet at løse problemet med manglen på unge læger, der vil overtage en praksis i provinsområder.

Men hvis de unge læger skal ud af de store byer, skal der mere end penge til, siger formanden for organisationen Yngre Læger, Camilla Rathcke, til Ritzau.

- Det er en interessant vej at gå. Det kan nok ikke stå alene. Vi har tidligere lavet undersøgelser blandt vores medlemmer, hvor vi har spurgt, om ussel mammon gør det alene, og svaret er nej, siger hun.

- Som læge har man en forventning om, at man kan blive ved med at holde sig fagligt opdateret, og det kan lægen sjældent, hvis vedkommende sidder alene langt væk fra andre kolleger.

Der bliver længere mellem lægerne

Hun mener dog, at forsøget er interessant, hvis det er et varsel om, at læger i højere grad belønnes for en særlig slags patienter - som eksempelvis patienter, der lever i tyndt befolkede områder eller områder med mange beboere med svære sociale problemstillinger.

- Ellers bliver det her bare kunstigt åndedræt, siger hun.

Ifølge Camilla Rathcke må det danske sundhedsvæsen i fremtiden indstille sig på, at der bliver længere mellem de praktiserende læger i tyndt befolkede områder.

- Hele den primære sundhedssektor skal lave et realitetstjek på langt sigt, hvor man gør sig klart: Hvad kan vi? Og hvad kan vi ikke, siger hun.

Essentielt for bosætningen

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard (V), håber, at forsøgsordningen kan sikre læger og på den måde også sundhed og tryghed i landdistrikterne.

- Det er nogle af de essentielle forudsætninger for bosætning og på den måde helt afgørende, hvis vi skal sætte en stopper for de senere års urbanisering, siger han i en pressemeddelelse.

En undersøgelse fra Norstat for Dansk Erhverv fra september viser, at 71 procent af de adspurgte synes, det er vigtigt, at deres læge bor i nærheden.

Til sammenligning synes 86 procent, at det er vigtigt, at deres læge er erfaren, og 89 procent synes, at det vigtigt, at borgeren kan få en tid hurtigt.

/ritzau/


Nyhedsoverblik