Weekendvejret byder på regn og torden

Først bliver det varmt, men så kommer regn og torden til landet. Særligt søndag bliver en våd omgang, spår DMI

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Weekenden byder på noget af en alsidig omgang vejr. 

Generelt kan man dog i weekenden både bruge bikini og regnjakke, oplyser Frank Nielsen, vagthavende ved DMI.

- Weekenden bliver en varm, men blandet fornøjelse. Det starter ud med at være pænt de fleste steder. Der kan være nogle byger fredag særligt i den nordlige del, men ellers får vi sol og når op til 25 grader. Måske 27 grader i eftermiddag i Sønderjylland og Vestsjælland, siger han til Ritzau.

- Lørdag kommer der endnu mere varme op over landet fra sydøst. Det bliver en dag med sol og 22 til 28 graders varme. Men det er lidt lusket, hvad der sker lørdag aften og natten til søndag. Her ligner det, at den varme luft så at sige ikke helt kan holde på vandet, tilføjer han.

Fra lørdag skal paraplyen nemlig formentlig findes frem fra gemmerne.

- Der kan komme nogle regn- og tordenbyger i særligt den sydøstlige del af landet.

- Der er ikke lovet så meget, men der kan komme større mængder vand. Derudover passerer en koldfront fra Vestkysten og øst over i løbet af søndag, som betyder, at det de fleste steder bliver en skyet affære med regn og torden. Undtagen på Bornholm, siger Frank Nielsen.

Det bliver dog ikke koldt nogle steder i landet. Temperaturen vil stadig ligge mellem 22 og 28 grader. Meget tyder dog på, at det køligere vejr bliver lidt.

- Koldfronten går i stå søndag aften over Sjælland og Øresundsregionen og giver en ret våd periode fra søndag middag til mandag middag. Det kan godt blive temmelig vådt med mellem 20 og 50 millimeter regn, men det er stadig usikkert, siger Frank Nielsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik