Weekendvejret bliver køligt og vådt

De kommende dages vejr kommer til at minde om det, vi har set hele ugen med byger og kun en smule solskin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det efterårsagtige vejr fortsætter i weekenden, som bliver både kølig, våd og blæsende. Temperaturerne kommer nok ikke over de 18 grader.

- Det ustadige vejr, som har præget landet siden begyndelsen af måneden, har ikke lige til sinds at forsvinde, konstaterer vagtchef Jørn Thomsen fra DMI.

Det er et lavtryk fra de britiske øer med kurs mod det sydlige Norge, der trækker både regn, byger og torden ind over landet. Solen kommer kun til at spille en birolle de kommende dage.

Især fredag bliver en rigtig gråvejrsdag og særligt i Jylland og på Fyn skal man forberede sig på forholdsvis store regnskyl i store perioder af dagen. Lokalt vil der også være torden.

Længere østpå holder det stort set tørt i dagtimerne fredag, og det bliver op til 18 grader varmt. Den vestlige del af landet må nøjes med omkring 15 grader. Vinden vil være let til frisk.

I løbet af fredag aften trækker regnvejret østover og forsvinder ud af landet i løbet af natten.

- Lørdag byder på meget afvekslende vejr med sol, skyer og byger og temperaturer mellem 15 og 18 grader og fortsat frisk vind. Ude ved kysterne kan det blive op til hård vind, siger Jørn Thomsen.

Søndag bliver ikke meget bedre. Måske tværtimod.

- Det kan godt være, at det starter lidt pænt ud østpå, men hen over dagen kommer der en hel del byger ind vestfra og vinden tager til. Måske til kulingstyrke, siger Jørn Thomsen.

Temperaturerne vil igen svinge mellem 15 og 18 grader.

- Så alt i alt minder vejret om det, vi har set hele ugen: Lidt køligt med masser af byger, men også lidt solskin.

/ritzau/


Nyhedsoverblik