Vordingborg mangler yngre læger

Antallet af praktiserende læger over 60 år stiger - på landsplan udgør de nu 30 procent. Her i regionen er Vordingborg hårdest ramt - over 50 procent af de praktiserende læger i kommunen er over 60 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 25 af landets 98 kommuner er mere end 40 procent af de praktiserende læger over 60 år.
 
Fem af de kommuner ligger her i landsdelen, nemlig: Odsherred, Kalundborg, Stevns, Vordingborg og Lolland Kommuner.
 
Det viser en analyse fra Nyhedsbrevet Momentum fra Kommunernes Landsforening.
 
Giver problemer om få år
Værst står det til i Vordingborg Kommune, hvor mere end 50% af de praktiserende læger er over 60 år.

Det giver udsigt til store problemer, når lægerne går på pension om få år, mener Lars Engberg, formand for Danske Patienter.

For i flere af de kommuner, hvor der er mange ældre læger, er der også mange patienter pr. læge:

- Døgnet har kun 24 timer, så når en læge tager mange flere end de 1.600 patienter, der er normen, så betyder det, at de får kortere tid til hver patient. Lægen får umanerlig travlt, og risikoen, for at kvaliteten falder, er stor. Og den stigende alder betyder, at man kan forudse, at problemet bliver endnu større, siger Lars Engberg.

Han mener, det er nødvendigt at lokke flere læger ud til yderområderne.

Brug for flere praktiserende læger

Han tror selv, at større lægepraksisser og sundhedshuse er en del af svaret på at få flere læger til at slå sig ned i yderområderne.

- Jeg tror, at unge læger på 35-37 år, der skal beslutte, om de skal gå hospitalsvejen eller ud i praksis, leder efter et fagligt fællesskab, hvor de sidder sammen med andre. Så kan man også deles om de ubehagelige vagter og andre ting, der er vanskelige at forene med familielivet, siger Lars Engberg til Momentum.

 

 


Nyhedsoverblik