Vordingborg kæmper for at beholde arbejdspladser

Foto: TV ØST

Vordingborgs borgmester Knud Larsen (V) gør nu endnu et forsøg på at redde arbejdspladserne på DTU Lindholm.

DTU Lindholm er et 80 år gammelt forskningscenter inden for mund- og klovsyge og andre husdyrsygdomme. I april 2012 blev centret dømt til lukning. Men nu gøres der endnu et politisk forsøg på at redde de 50 job, der stadig er tilbage på forskningsstationen på den lille ø ud for Stege. Det skriver DR P4 Sjælland.

Ligesom benådninger finder sted i retssystemet, håber Vordingborgs borgmester Knud Larsen (V), at forskningsminister Sofie Carsten Nielsen vil benåde den lille ø og dermed redde arbejdspladserne.

- Man snakker så meget om at bevare arbejdspladser ude i provinsen, og det her er jo et tegn på lige det modsatte. Vi har brug for videnarbejdspladser, og jeg synes, man skulle kigge på sagen igen, siger Knud Larsen til DR P4 Sjælland.

Opbakning fra Rene Christensen

Beslutningen om lukningen af Lindholm er flere gange blevet udskudt blandt andet på grund af de politiske uenigheder. Nu bliver det tidligst i 2018, at det sidste dyr og den sidste dyrlæge tager færgen "Virus" ind til fastlandet og lukker og slukker efter mere end 80 år på øen.

Borgmester Knud Larsens kamp for Lindholm får opbakning fra formanden for folketingets fødevareudvalg, Rene Christensen (DF) fra Falster:

- Hvis der er en folkelig opbakning til at bevare forskningsstationen på Lindholm både i Vordingborg og i Lyngby, så vil jeg gerne tage sagen op igen i fødevareudvalget, siger Rene Christensen til DR P4 Sjælland.

Beslutning ligger hos DTU

Det er dog nok for sent, mener socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil:

- Beslutningen ligger ikke i Folketinget, men hos DTUs bestyrelse, og her har man besluttet at lukke Lindholm, siger hun til DR P4 Sjælland og håber, at de sydsjællandske uddannelsesinstitutioner under en eller anden form kan bruge Lindholm.

- Vi har jo brug for videnarbejdspladser i Danmark. Måske kunne Lindholm bruges i den sammenhæng, siger hun.

Det har ikke været muligt for DR P4 Sjælland at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

FAKTA:

  • Lukningen af DTU Lindholm I april 2012 besluttede DTUs bestyrelsen at lukke forskningscentret DTU Lindholm.
  • Planen var at rømme øen allerede i 2014 og flytte det danske veterinærlaboratorium midlertidigt til Frederiksberg. Det blev dog opgivet, da det ville koste 50-60 millioner kroner om året.
  • Derfor bliver forskningscentret på den isolerede ø i Stege Bugt, frem til det nye byggeri på DTUs campus i Lyngby er klar sandsynligvis i 2018.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App