Volleykvinder sensationelt videre til kvartfinale

Volleykvinderne fra VK Vestsjælland indløste lørdag billet til kvartfinalen i landspokalturneringen og er nu det eneste hold, der ikke spiller i ligaen, som fortsat er med i kapløbet om den helt store pokal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Volleykvinderne fra VK Vestsjælland sikrede sig en plads i 1. division, da de lørdag tørnede sammen mod Gentofte Volley i ottendedelsfinalen i landspokalturneringen. Det skriver Volleyklubben Vestsjælland i en pressemeddelelse. 

VKV-pigerne lagde halvhjertet ud. Angriberne havde svært ved at vinde boldene og lavede samtidig en række af fejl. Gentoftes hold spillede til gengæld friskt til og tog sættet komfortabelt med 19-25.

Træner Kim Buchwald skiftede et halvt hold ud til andet sæt, hvor Chelsea Ingabire, Trine Lund Nielsen og Sabina Adilovic kom på banen. Det gav fornyet energi til VKV-holdet og resulterede bl.a. i, at forsvarsspillet kom helt i top, mens kantangriberne Pernille Eriksen og Chelsea Ingabire slog hul på Gentoftes blokader. Sættet blev vundet sikkert med 25-10.

VKV fortsatte i samme opstilling i tredje sæt, hvor det overbevisende spil også gjorde sig gældende. Den store profil i sættet var Trine Lund Nielsen, som vandt både blokader, angrebspoints og lavede ikke mindre end fire serveesser. Sættet blev igen vundet med hele 25-8.

Under fjerde sæt, hvor stillingen lød på 19-24 til Gentofte, var der ikke mange, der troede på VKV-sejr, men Rikke Rask sendte den ene gode serv afsted efter den anden, og pludselig havde VKV-pigerne vundet med 26-24.

VK Vestsjælland er nu klar til kvartfinalen i pokalturneringen som det eneste tilbageværende 1. divisionshold - de syv resterende hold er alle fra volleyligaen.

Klubben ser med spænding frem til hvilket hold, som damerne skal møde i kampen om at kvalificere sig til Final Four. Kampen vil blive spillet på VK Vestsjællands hjemmebane i Korsørhallen i perioden 23. - 29. november.

Det er første gang i klubbens historie, siden Korsør- og Slagelse Volleyballklubber slog sig sammen i 2007, at man kvalificerer sig til kvartfinalen.


Nyhedsoverblik