Vittinghus taber DM-finale i badminton

Det blev til nederlag for Team Skælskør-Slagelses Hans-Kristian Vittinghus, da han søndag eftermiddag mødte Jan Ø. Jørgensen i DM-finalen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jan Ø. Jørgensen er dansk mester i badminton. Søndag eftermiddag vandt han finalen i herresingle over Hans-Kristian Vittinghus 21-17, 21-7.

Der var lagt op til en tæt og spændende DM-finale i herresingle, da Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus stod på hver sin side af nettet. Men finalen blev alt andet end spændende. Jan Ø. Jørgensen sejrede klart og er ny dansk mester i herresingle.

Allerede fra start var Jan Ø. Jørgensen overlegen, og han var hurtigt foran med 10-2. Vittinghus kæmpede sig flot tilbage og fik udlignet, før Jan Ø. Jørgensen igen trak fra og vandt sættet med fire point. Andet sæt blev derimod en entydig opvisning. Det så legende let ud for Jan Ø. Jørgensen, der gav Vittinghus en lektion af de store og vandt sættet med overlegne 21-7.

Tredje DM-titel

Det er nordjydens tredje DM-titel. Jan Ø. Jørgensen vandt i både 2012 og 2013, mens Viktor Axelsen sidste år tog titlen. Den forsvarende mester deltog ikke i årets DM. Han meldte afbud med en skade kort før start.

Hans-Kristian Vittinghus må til gengæld stå med en ærgerlig følelse efter at have tabt DM-finalen for andet år i træk. Hos kvinderne er 20-årige Line Kjærsfeldt ny danmarksmester. Danmarks bedst placerede kvinde på verdensranglisten sejrede sikkert i to sæt over Mette Poulsen 21-15, 21-16.

Kjærsfeldt overtager tronen fra 17-årige Mia Blichfeldt, der torsdag tabte i 1/8-finalerne.

Flere resultater

I herredouble-finalen blev det Mathias Boe og Carsten Mogensen, der vandt med cifrene 26-28, 21-16 og 21-17 over Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.

Finalen i damedouble vandt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen over Maiken Fruergaard Sørensen og Sara Thygesen med cifrene 21-13, 21-10.

Både Hans-Kristian Vittinghus, Mads Pieler Kolding og Mette Poulsen spiller til dagligt i Team Skælskør-Slagelse.


Nyhedsoverblik