Vished om Femern-ekspropriationer trækker ud

Forsinkelsen og usikkerheden om Femern-byggeriet rammer de mange, der risikerer at få eksproprieret deres hjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nogle var heldige og blev eksproprieret, da der fortsat var fart og fremdrift i Femern-forbindelsen.

Andre aner ikke, om de er købt eller solgt, da den politiske proces omkring den faste forbindelse nu er omtrent ligeså mudret som havbunden under Femern-bælt, oplyser DR Sjælland.

- Jeg aner virkelig ikke, hvad der sker, siger gårdejer Robert Kristensen til DR Sjælland. I foråret afstod han en del af sin jord til de statslige myndigheder og har nu fået besked om, at han kan leje sin egen jord igen, da byggestarten er udsat på ubestemt tid.

Det er Ekspropriationskommisionen, der udfører det praktiske arbejde. Her oplyser kommisarius Helle S. Andersen, at besigtigelsesarbejdet er godt i gang på både Lolland og Falster i forbindelse med den nye jernbanestrækning.

- Ved Kyst-til-Kyst delen af Femern-byggeriet er størsteparten af huse og jord eksproprieret og nu afventer vi fase 2, siger Helle S. Andersen.

Den proces er i gang selvom ingen ved, hvornår ekspropriationerne reelt bliver til noget. BaneDanmark har nemlig forpligtet sig til at kunne gøre jernbanen færdig i 2020 med et års forsinkelse. Men først senere i år beslutter politikerne, hvilken tidsplan projektet skal følge.

- Vi kan ikke vide, om der bliver besluttet noget andet, men lige nu er vi nødt til at ekspropriere for at kunne holde tidsplanen, siger Jens Ole Kaslund, projektchef for Ringsted-Femern-banen til DR Sjælland.


Nyhedsoverblik