Ville fjerne spindelvæv: Startede brand

En gårdejer var mandag eftermiddag på loftet af en gammel stald for at brænde edderkoppespind - det endte med en brændt bygning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gasbrænder og halmloft er en dårlig kombination. Det må en gårdejer på Glostrupvej ved Skjoldenæsholm sande, efter at han mandag eftermiddag var på loftet i sin gamle staldbygning.

Her ville han ifølge politiets vagtchef fjerne spindelvæv med en gasbrænder, men spindet var ikke det eneste, der blev ædt af flammerne.

- Ilden får fat i noget halm, og når først det brænder, så er det svært at gøre noget ved. Der er sprunget tagplader derude, og stalden er brændt, lyder det fra vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Gårdejeren forsøgte selv at slukke ilden uden held. Han kom ikke noget til ved branden, og der var ikke dyr i stalden. Brandvæsnet blev kaldt til stedet klokken 17.11. Klokken 20.30 var brandfolkene stadig i gang med at arbejde derude.


Nyhedsoverblik